De faktiske forhold i den rummelige folkeskole
Fra 'Information og Debat' nr. 9, 2008. Medlemsblad for Herningegnens Lærerforening
Situationen for frontpersonalet
Herningegnens Lærerforening har undersøgt rummeligheden i Herning og Ikast-Brande Der er ingen tvivl om sammenhæng mellem:
- antallet af elever med særlige vanskeligheder
- omfanget af disse vanskeligheder
- resurserne
- undervisningens kvalitet
- elevernes undervisningsmiljø
- og lærernes psykiske arbejdsmiljø
Vi har for første gang et bilede af hvorledes situationen er for det frontpersonale der hver dag har opgaven at få undervisningen gennemført så eleverne lærer mest muligt.
Kravet om rummelighed og inklusion fra politisk og forvaltningsmæssigt hold klinger hult når rammebetingelserne lader meget tilbage at ønske. Som et medlem engang sagde til mig: "For den der ikke selv skal udføre det, er intet umuligt.
Udsagn fra folk med 'skoene på'
Børnene har på alle niveauer et meget højt støjniveau. Den sociale adfærd er mangelfuld. Opmærksomheden omkring egen person er meget stor hvilket går ud over hensynet til andre.
Undervisningen er stram og struktureret, og der er ikke plads til eksperimenterende undervisningsformer da et par af eleverne ikke kan fungere med mere eksperimenterende former uden at 'ødelægge' det for sig selv og andre. Hverken elever eller lærere trives med hyppigt tilbagevendende skænd fordi nogle få ikke kan finde ud af at opføre sig hensigtsmæssigt i forhold til mere 'løs undervisning'.
Det lader sig oftest gøre at gennemføre undervisningen. Men meget af undervisningen bliver brugt på AKT frem for fag. Ca. 2-4 timer pr. uge.


