Under denne overskrift bringes følgende læserbrev i Fyns Amts Avis d. 20/8 2007:
Jeg har med stigende undren gennem den seneste tid læst borgmesterens udtalelser om skattelettelser i Svendborg.
Først og fremmest er der jo tale om et holdningsspørgsmål gående på om man er tilhænger af et velfærdssamfund hvor fællesskabet via skatteindkrævning udbreder et sikkerhedsnet under den enkelte borger, eller om man går ind for, at enhver er sin ”egen lykkes smed”, og ”Fanden så må tage de sidste” via skattelettelser.
Personligt er jeg fortaler for fællesskabet. Hvis vi nu for én gangs skyld ikke skal igennem de sædvanlige sparerunder i kommunen, så kunne man jo passende begynde på den absolut tiltrængte genopretning hvis tvingende nødvendighed er synlig for enhver.
Ældreområdet er blevet nævnt flere gange, så jeg vil forholde mig til skoleområdet.
Børnene i skolen testes via ligegyldige landsdækkende test – men ikke desto mindre testes de, og resultaterne kan sammenlignes. Disse test tager udgangspunkt i lovens trinmål hvor ministeren fastsætter et vejledende indhold. Derudover fastsætter ministeren et vejledende timetal som kommu-nerne bør følge, da dette timetal er fastsat i forhold til kravene i trinmålene. Når eleverne testes ud fra dette grundlag, vil elever i kommuner med et lavere timetal helt bevidst blive bragt i en situation hvor de ikke gives mulighed for at blive testet på ”det ministerielle grundlag” og dermed blive ydet en vis retfærdighed.
Hvilket timetal mon eleverne i Svendborg tildeles?
Hvis man som forældre vil undersøge sit eget barns timetal (lektioner á 45 min.), kan jeg oplyse, at man i henhold til det vejledende timetal skal have i dansk 11 lektioner (1. kl.), 10 (2. kl.), 8 (3. kl.) og derefter 6 i de følgende klasser, samt i matematik 5 lektioner hver de 3 første år og derefter 4 pr. år.
Opgøres nu dette tal for alle fag, så kan vi jo se, om der er råd til skattelettelser – eller om vi hellere skulle investere i fremtiden nemlig i vores børn.
Torben


