Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 22/9-08 en artikel hvor Øhavets Lærerkreds' formand udtaler sig om budgetforliget i Svendborg der bl.a. forudsætter at der kan spares ved at lade lærerne undervise mere.
Torben Møller Pedersen har kun hovedrysten til overs for forligspartiernes beslutning om at skolelærerne i gennemsnit skal stå en halv skoletime mere bag katederet om ugen næste år, skriver avisen. ”Politikerne har benene solidt plantet i den blå luft. De kan ikke beslutte hvor skolerne skal spare. Og jeg kan med stor sikkerhed sige at lærerne ikke kommer til at stå bag katederet i flere timer. Det der reelt sker, er at skolerne får 4,5 millioner kroner mindre udbetalt næste år, og så skal de så finde ud af hvor pengene skal findes,” siger lærerkredsformanden i Fyns Amts Avis.
”Besparelsen betyder at der bliver færre lærere på skolen, og så er der færre folk til at undervise. Det får sandsynligvis den konsekvens at børnene får færre timer. Det er stort set umuligt at skære længere ind andre steder. Og det kan politikerne overhovedet ikke pille ved. Det er skolernes beslutning.”
Torben Møller Pedersen fastslår at politikerne ikke kan bestemme hvor skolerne skal spare: ”Det har længe været sådan at skolerne hvert år får en pose penge, og så skal de administrere dem. Politikerne har ingen indflydelse på hvor der skal spares hvis der skal spares. Det kunne jeg godt have fortalt dem hvis de havde ringet og spurgt inden de lavede den omgang lort.”
Torben Møller Pedersen accepterer at der skal spares i skolerne om end han ikke er begejstret, skriver avisen endvidere. Men: ”Det der er frustrerende, er at de ikke kalder en spade for en spade. De giver os en rammebesparelse, og det er hvad det er. Alt andet er løgn og latin. De aner tilsyneladende ikke hvad de laver,” konstaterer han.


