Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 14/8-08 om at der er indgået en partnerskabsaftale mellem Nyborg og Svendborgs skoler og lærerseminariet i Skårup.
”Øhavets lærerkreds synes rigtig godt om indholdet i den nye partnerskabsaftale som bl.a. lægger op til at de studerende bliver trukket mere ind i arbejdet på praktikskolen. Lærerkredsens formand (Torben Møller Pedersen, red.) giver roser også til praktiklederne på seminariet for at de med ildsjæles ihærdighed er lykkedes med at rokere rundt på de eksisterende praktikmidler så visionerne i den nye aftale kan omsættes til handling. Der er jo hverken i den her sammenhæng eller på landsplan tilført læreruddannelsen en krone mere. Tværtimod er der igennem mange år skåret og skåret samtidig med at ministeren og en lang række centrale politikere fra stort set alle partier blot kritiserer og kræver bedre uddannelse på seminarierne og i folkeskolen. Det er grotesk, siger Torben Møller Petersen. Han mener at partnerskabsaftalen kan danne model for hvordan praktikken tilrettelægges, men det bør bakkes op med bedre bevillinger.
Torben Møller Petersen anbefaler desuden at kommunerne følger op på mentorordningen i partnerskabsaftalen. Nyuddannede lærere har også brug for støtte og vejledning fra erfarne lærere, men det kræver at kommunerne vil betale for samarbejdstid for mentorer. Det drejer sig ikke om voldsomt mange timer, men de er forpligtende og kan forebygge praksischok og flugt fra faget. I Slagelse kommune er der allerede indført en mentorordning for nye lærere.”


