Under denne overskrift bringes følgende læserbrev i Fyns Amts Avis d. 17/6-09 af Steen Pilgaard Toft, styrelsesmedlem i Øhavets Lærerkreds:
For en del år siden holdt jeg op med af og til at købe Ekstra Bladet. Jeg havde efterhånden fået den opfattelse at de på den avis var parate til at ’slagte’ hvem som helst for at få en ’god’ historie på forsiden. Det kom jeg til at tænke på da jeg fredag d. 12. så artiklen på Fyns Amts Avis’ forside: Lærer sigtet for elev-vold.
Jeg skal ikke her kommentere den aktuelle sag. Den er forhåbentlig i gode hænder hos politiet. Men at avisen mente at den havde materiale til en firespaltet forsideartikel, finder jeg under al kritik. Betyder det at enhver lærer på Sydfyn der på den ene eller anden måde måtte blive involveret i en hændelse hvor forældrene efterfølgende vælger at indgive en politianmeldelse, kan se frem til at få samme behandling? En behandling hvor evt. sparsomme oplysninger ikke udgør nogen begrænsning, men hvor der da altid kan suppleres med lidt løse formodninger. Man ved næsten ingenting, men måske var der tale om dette eller hint … og tidligere har man da også hørt om ....
Der var tale om en sigtelse - ikke en anklage! - og højst stof til en lille notits inde i avisen. Men dårlig omtale af folkeskolens lærere er åbenbart godt stof for Fyns Amts Avis uanset hvilke personlige konsekvenser det vil kunne få for vedkommende at blive hængt ud på denne måde, især i betragtning af at man som sigtet allerede i forvejen vil befinde sig i en sårbar og presset situation. Jeg sætter pris på at læse en avis jeg ikke er enig med alt i - det kan give anledning til gode refleksioner. Men et vist niveau af anstændighed må kunne forventes.


