Under denne overskrift bringer Fyns Amts Avis d. 26/3-09 en omtale af Skårup Seminariums krise mht. ansøgere til læreruddannelsen.
Læreruddannelsen på Skårup Seminarium er alvorligt i farezonen fordi antallet af lærerstuderende falder drastisk i disse år. Advarslen kommer fra Sydfyns Lærerkreds (Avisen har endnu ikke fået ind under huden at lærerkredsens navn er Øhavets Lærerkreds, red.) der kritiserer de sydfynske kommuner for at svigte det kriseramte seminarium.
Lærerkredsformand Torben Møller Petersen opfordrer Svendborg Kommune til at læse på lektien og sammen med seminariet, fagforeningen og de studerende at iværksætte en målrettet markedsføring for at redde Danmarks ældste seminarium.
"Det er vigtigt at kommunen nu vågner op og ser sandheden i øjnene ellers risikerer Sydfyn at miste sit seminarium og en række akademiske arbejdspladser, og hvad der er nok så alvorligt, det bliver i fremtiden sværere at skaffe lærere til de sydfynske skoler hvis vi ikke har det lokale seminarium," pointerer Torben Møller Petersen.


