Under denne underoverskrift skriver folkeskolen.dk d. 5/1 2010 om opsigelserne på Langeland
"-Vi har aldrig før været udsat for at skulle spare på grund af arbejdsmangel. Så det her er meget alvorligt, siger formand for Øhavets Lærerkreds Torben Møller Petersen.
Lærerkredsen har prøvet at forberede lærerne på situationen ved blandt andet at holde café-møder hvor lærerne kunne komme efter skoletid.
-Vi har snakket med de ældre lærere om de kunne overveje at gå af. Men det er et hamrende ømtåleligt emne. Man skal gå meget forsigtigt til værks, siger Torben Møller Petersen.
Kredsen har fået forhandlet det sådan at lærere der bliver afskediget, får tre måneder med fuld løn efter de er fratrådt stillingen.
-Kommunens økonomi er meget dårlig, så det har været svært at få noget hjem, siger Torben Møller Petersen.
Da fyringerne sker som et led i en omfattende ændring af øens skolestruktur - der bliver blandt andet oprettet en helt ny og stor skole i Rudkøbing - er alle lærere i princippet i fare for at blive fyret.
-Det har givet dårlig stemning i lang tid. Alle går og er usikre. Dybest set nedlægger man alle skoler så alle lærere er i spil.
Kommunen har hyret et konsulentfirma der kan hjælpe lærere der står uden job med planer for fremtiden. Torben Møller Petersen tror at alle lærere, også de der stadig har deres job når ugen er slut, får brug for hjælp i den kommende tid.
-Vi frygter at det kan give yderligere dårlig stemning på skolerne. Kan de der beholder deres job, vise deres glæde når de stadig arbejder tæt sammen med folk der mister deres job til august? spørger han."


