Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 21/5 2010 om nedgangen i antalllet af lærerstillinger i Svendborg Kommunes folkeskoler
Det skal bemærkes at Lone Clemmensen har svært ved at genkende den eksakte ordlyd i det hun citeres for i nedenstående. Læs nærmere om dette i nyhedsartiklen ’Kan man tale om en Bernicken?’ Ordlyden i nedenstående er dog korrekt gengivet efter amtsavisens tekst når der ses bort fra den ændrede kommatering og rettelsen af diverse sproglige fejl.Avisen oplyser at der nedlægges rundt regnet 18 lærerstillinger på kommunens skoler, "... men det bliver ifølge formanden for Øhavets Lærerkreds Lone Clemmensen ikke noget der for alvor kommer til at blive synligt for børnene eller gøre ondt på lærerne.
-Vi kan se at der rundt omkring i hele landet skal spares på lønbudgettet til lærerne, men vi er heldigt stillede i Svendborg. I første omgang kan det klares med naturlig afgang og nedlæggelse af tidsbegrænsede stillinger. Samtidig får det ikke nogen markant negativ konsekvens for lærernes arbejdsforhold fordi børnetallet altså er faldende. Det vil sige at vi langt hen ad vejen kan undgå de meget store klasser, siger Lone Clemmensen.
En af konsekvenserne af det faldende børnetal er at der oprettes tre færre børnehaveklasser i Svendborg Kommune.
-Det skal der justeres ind efter. Samtidig er der nogle klasser som af den ene eller anden grund er blevet så små at parallelklasser kan lægges sammen hvilket så betyder at der kommer til at gå mange elever i de sammenlagte klasser.
-Det er vi selvfølgelig ikke tilhængere af, men det sker kun hvis der er en vurdering af at det er forsvarligt, siger Lone Clemmensen.
Lærerformanden understreger at det bliver mærkbart at der forsvinder stillinger. (1) For at få kabalen til at gå op bliver det nødvendigt at flytte lærere rundt mellem skolerne.
Lone Clemmensen understreger at det er helt legalt fordi alle lærerne på Svendborg Kommunes skoler er ansat i kommunen og ikke på de enkelte skoler.
-Det er næppe sandsynligt at det kommer til at passe perfekt sammen med hvor der skal nedlægges stillinger, og hvilke lærere der går på pension. Det kommer fx til at betyde at der vil være lærere på fx Nordre Skole der skal flyttes til andre skoler, fastslår Lone Clemmensen."
(1) Hvilket også lyder selvmodsigende i forhold til teksten i 2. og 3. linje.


