Under denne overskrift bringer Fyns Amts Avis d. 13/12 2010 en artikel vedrørende den ny skolestruktur i Svendborg Kommune
-Der findes andre steder i verden hvor udskolingsmodeller som den for Hømarken har været afprøvet og anvendt, og resultaterne er blandede. Også for de steder der er afprøvet i Danmark. I øjeblikket er finnerne ved at forlade strukturen som på mange måder minder om Svendborgmodellen, siger Lone Clemmensen.
Lærerformanden er i det hele taget meget bekymret for skolechefens plan.
-Det er dybt problematisk at der ikke tages udgangspunkt i pædagogikken. Jeg ved godt at der ligger en visionsplan fra 2009 som gælder til 2013, men det er kun store politiske ord der kan passe på stort set hvad som helst. Der er ikke formet et indhold der er specifikt møntet på den her skolestruktur. Og det er bekymrende at vi har en skolechef der ikke tager den situation mere alvorligt, siger hun og peger på at presset på lærerene er blevet meget højt.
-De arbejder med en plan de vil have gennemført på meget kort tid. Lærerne og lederne på skolerne skal jo også passe deres undervisning, føre eleverne op til prøver og meget mere mens de står i en uafklaret situation. Jeg håber sandelig at Helle Hansen sikrer at der bliver sat resurser af til at vi kan få en ordentlig overgang til den nye struktur, siger Lone Clemmensen. Hun frygter at det ender med at elever og lærere flyttes rundt med besked på at fortsætte som hidtil.
-På den måde er der i hvert fald ikke vundet noget. Det giver ingen udvikling.


