Under denne overskrift bringer Fyns Amts Avis d. 4/2 2011 nedenstående læserbrev af Steen Pilgaard Toft og Jacob Jensen-Maar
Øhavets Lærerkreds stiller sig op i rækken af undrende læsere og lyttere til byrådsmedlem Flemming Madsens ytrede frygt for at skolestrukturdebatten har udviklet sig til trusler og brandstiftelse, hvor det også kunne se ud til at han tildeler lærerne et medansvar for at det er kommet så vidt. I så fald undrer vi os over at en del af kommunens politiske ledelse derved kritiserer de ansatte mere eller mindre eksplicit i medierne.
Flemming Madsen kan godt have en pointe i at de voksne har et ansvar for hvordan børnene oplever denne proces omkring skolestrukturen, og hvordan de måtte reagere på resultatet af den demokratiske proces (hvoraf fredelige demonstrationer også er en del), men kommunens lærere arbejder professionelt med at løse den nye skolestruktur til gavn for både elever og borgere til trods for at lærerne endnu ikke selv kender deres fremtid.
I klasseværelset bliver der talt positivt til eleverne om de muligheder skolestrukturen vil tilbyde og svaret efter bedste evne på de spørgsmål der rejses angående det kommende skoleår.
Svendborg Kommunes lærere har hele tiden forholdt sig konstruktivt til skolestrukturen og anerkendt at ingen går fri af de besparelser og økonomiske udfordringer kommunen står over for. Fx er Nordre Skoles medarbejdere gode eksempler på at man har kunnet bevare en professionel tilgang til arbejdet selvom bydelen gentagne gange er blevet lovet en ny skole. Derfor er den slags udtalelser dybt kritisable, og vi forstår lærernes indignation over Flemming Madsens angreb.
Man kunne også overveje om amtsavisens dækning af sagerne har kunnet medvirke til at nogen har øjnet en mulighed for at blive eksponeret i medierne. Telefontruslen fik d. 27/1 hele forsiden, hele side 2 og halvdelen af side 3 selvom der næppe var substans til meget mere end en udvidet notits – og dette siges ikke ikke for at underkende alvorligheden i sagen. Brandstiftelsen trak d. 30/1 det meste af forsiden, og hvad der svarer til en helside inde i avisen.


