Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 8/3 2011 om lærenes utilfredshed med udviklingen i skolestrukturforløbet
Avisen skriver om TR og kredsstyrelsens møde hvor der lægges afstand til elementer i strukturforløbet, og at Svendborgs borgmester Curt Sørensen havde udtalt: "Jeg er sikker på at vi har lærerne på vores side"
"Problemet er jo at han ikke har øjne i nakken og derfor ikke kan se at det ikke passer," siger formand for de sydfynske lærere Lone Clemmensen med henvisning til at borgmesteren ikke har set sig tilbage og været i dialog med lærerne.
"Det må være noget han har hørt fra forvaltningen, for han har – så vidt jeg ved - ikke været ude på skolerne i flere måneder, og han har heller ikke snakket med mig eller andre tillidsfolk. Så hvor han har det fra, ved jeg ikke," siger Lone Clemmensen.
Lærerne var i går enige om at tage afstand fra helhedsskolen og fra planerne om inklusion. De mener ikke at der er tid til at indføre de nye begreber samtidig med de mange andre nye tiltag på skolerne i Svendborg.
"Lærerne og pædagogerne har kun omkring en måned sammen til at finde ud af det. Samtidig er man ved at afvikle skoler, man får nye kolleger og ny ledelse flere steder, så vi beder om at det her bliver stoppet," siger Lone Clemmensen.
Lærerne tog ikke formelt stilling til hele skolestrukturplanen i går.
"Nej, vi gik ikke længere end at give udtryk for de konkrete emner der arbejdes med lige nu," siger Lone Clemmensen der dog ikke lægger skjul på at kritikken af hele processen er både barsk og direkte fra lærerne.
"Vores store anke er at der har været nul medarbejderindflydelse i hele processen, og den kritik var meget entydig," fastslår Lone Clemmensen.
"Medarbejderne bliver slet ikke taget alvorligt af hverken Børn- og Ungeforvaltningen eller politikerne. Kommunikationen i forvaltningen foregår meget ofte envejs oppe fra og ned, og vi vil gerne opfordre til at man kikker på hvordan man kan ændre det," siger Lone Clemmensen der fastslår at lærerne er klar til at tage ansvar hvis de bliver inddraget i processen.


