Under denne overskrift bringer Fyns Amts Avis d. 29/1 2011 nedenståendelæserbrev fra kredsstyrelsesmedlem Gitte Kondrup Ebbesen
Vi har i spænding ventet på politikernes bud på hvor specialklasserne skal placeres i den nye skolestruktur. Vi har tidligere slået på tromme for at politikerne tænkte sig grundigt om så de ikke kom til at ødelægge al den specialviden som skolerne har oparbejdet gennem årene.
Nu er politikernes forslag endelig kommet frem i lyset. Vi er glade for at se at de ikke har i sinde at splitte den opbyggede viden i atomer. Centerafdelingen på Sundhøj får fx ikke blot lov til at bestå, den bliver også udvidet. Der er også vedtaget et princip om at speciallærerne skal følge eleverne til deres nye skoler. Det er godt fordi de kender eleverne og vice versa. Relation er en afgørende faktor for trivslen hos alle børn, men specielt specialklassebørn har brug for forudsigelighed og trygge rammer i kraft af genkendeligt miljø og genkendelige undervisere.
Derfor kan det også undre os at politikerne har vedtaget, at specialklasseeleverne skal gå på op til tre forskellige skoler. Hvis en pige i en førsteklasse bliver visiteret som specialklassebarn, kan hun risikere at opleve følgende scenarie hvis planen bliver endeligt vedtaget efter høringsperioden: De første tre år skal hun inkluderes i normalklassen med støttetimer hvis Svendborg Kommune vedtager at nedlægge specialklasserne i indskolingen. Derefter skal hun flyttes til Østre Skole hvor hun kan komme i en specialklasse indtil hun skal i 7. klasse hvor hun – igen – skal flytte til Hømarkskolen som bliver en overbygningsskole med ca. 700 elever. Forudsigeligheden ved det genkendelige miljø og undervisere samt de trygge rammer går totalt fløjten! Vi synes det er mere hensigtsmæssigt hvis specialklassebørnene bliver placeret på 0 – 9. klasses skoler i deres lokale miljø hvor de kontinuerligt og trygt kan oparbejde relationer og få de bedste kår for faglig og social læring.


