Under denne overskrift skriver Fyns Amts Avis d. 6/1 2012 at Øhavets Lærerkreds har foreslået at lukke to skoler på Ærø hvilket kritiseres af nogle. Avisen har bl.a. talt med Lars Krogh, styrelsesmedlem i Øhavets Lærerkreds
Forslaget om at lukke Rise Skole og Ærø Landsbyskole i Søby kommer fra det ærøske styrelsesmedlem Lars Krogh og formand Lone Clemmensen, Øhavets Lærerkreds.
Lars krogh som er lærer på Marstal Skole og fællestillidsrepræsentant for lærerne på Ærø, kender godt kritikken fra Rise Skole og har svaret på den på et møde med skolen. Han er forundret over kritikken som han beskriver som meget ”voldsom”.
- Vi mener at situationen ikke har ændret sig siden et møde i foråret hvor lærerne på alle tre folkeskoler på Ærø var indbudt. Da var holdningen: Luk en skole - fordi man syntes at det økonomiske grundlag for at drive alle skolerne var for dårligt, siger han og tilføjer:
- Siden da er det kun blevet endnu dårligere. Man har i forvejen sparet og sparet så man nu er nede på minimum antal undervisningstimer. Tre mio. kr. er rigtig meget at skulle spare; det svarer til fem-seks stillinger.
Han kan ikke anbefale landsbyskolemodellen med at benytte aldersintegreret undervisning på tværs af klassetrin sådan som man har indført det i Søby og har planer om på Rise Skole.
- Der er for få lærere tilbage. Så står man som ene lærer med nogle meget store klasser, siger Lars Krogh.
Om forslaget med lukning af Ærø Landsbyskole i Søby og Rise Skole forklarer han:
- Man lukker Rise Skole og skolen i Søby. Det vil sige at man kun bevarer Marstal Skole som egentlig folkeskole. Vores oplæg er at man kunne have en naturvejleder på skolen i Søby og udbygge den som en naturskole hvor man kunne lave projektorienteret undervisning. Med de gratis busser på Ærø kunne forskellige klasser komme og benytte det.


