"10 millliarder kroner sender man ud i ekstra forbrug via skattelettelser, og i samme åndedrag siger man at nu skal de offentligt ansatte holde tilbage lønmæssigt. Det hænger ikke sammen."
En rygende pistol
Anders Fogh Rasmussens nytårstale er blevet kritiseret af flere i fagbevægelsen. Dennis Kristensen, formand for FOA og indtil for nylig formand for KTO, udtaler direkte at han opfatter den som at statsministeren lægger en rygende pistol på bordet (1). "Statsministeren kommer med en slet skjult trussel om økonomiske indgreb midt i vore overenskomst-forhandlinger. Det er en unødig provokation mod de offentligt ansatte, og vi er et skridt tættere på konflikt," siger han endvidere (2). Det afsnit i nytårstalen der giver anledning til denne kritik, er det afsnit hvor statsministeren beder om at der ikke stilles for store krav. "Vi skal være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn." Hele det pågældende afsnit gengives herunder:
Fra nytårstalen
"Det går så godt at den største risiko i det nye år faktisk er at det kommer til at gå for godt. Fremgangen betyder at vi mangler medarbejdere – både i de private virksomheder og i de offentlige institutioner. Der er rift om de medarbejdere som er til rådighed. Hvis det betyder at løn og andre omkostninger stiger hurtigere i Danmark end i udlandet, så kan fremgang hurtigt blive vendt til nedtur. For så kan vi ikke længere sælge så mange produkter til udlandet. Eller virksomhederne bliver tvunget til at flytte produktionen til udlandet. Og så stiger arbejdsløsheden. Vi kan komme ind i en ond cirkel som vil true de fremskridt der er skabt. Det vil påvirke os alle, men især de mest udsatte grupper.
Vi har et fælles ansvar for at sikre fortsat fremgang i Danmark. Ved at være realistiske i vore krav og forventninger til offentlig service, privat forbrug og løn. Ingen har glæde af at stille for store krav i dag – for at få den dobbelte regning i morgen. Vi har aldrig haft det bedre i Danmark end i dag. Vi er nået dertil fordi vi har truffet de rigtige beslutninger i rette tid. På tværs af traditionelle skel mellem arbejdsgivere og fagforeninger, mellem regering og opposition har der igennem de sidste 25 år været bred enighed om de vigtigste bestanddele i en stærk og bæredygtig økonomi.
Lad os nu i fællesskab fortsætte den tradition og vise at vi kan tage vare på de gode tider. Og fremtidssikre dem. Vi har et stærkt udgangspunkt for at skabe et Danmark med endnu bedre muligheder for alle. Et Danmark med masser af foretagsomhed og med tryghed når der er brug for hjælp. Et Danmark der ikke blot har overskud til sig selv, men også overskud til at hjælpe andre."
Det hænger ikke sammen
Over de næste 2 år får danskerne 9,6 milliarder i skattelettelser. Hvis pengene i stedet gik til offentligt ansatte ville det give 976 kr. mere om måneden før skat, fremgik det af TV AVISEN på DR1 i går. Her bragte man også følgende kommentar fra Anders Bondo Christensen: "Man har lige gennemført nogle massive skattelettelser. 10 milliarder kroner sender man ud i ekstra forbrug via skattelettelser, og i samme åndedrag siger man at nu skal de offentligt ansatte holde tilbage lønmæssigt. Det hænger bare ikke sammen." I en af dagens aviser (3) siger Anders Bondo desuden: "Vi er bestemt ikke interesseret i inflation og ledighed, men det kan ikke kun være de offentligt ansatte der skal være ansvarlige over for landets samlede økonomi. Politikerne må tage ansvaret for deres egne prioriteringer." I samme avis udtaler både Dennis Kristensen og Anders Bondo at det er påfaldende at dansk økonomi har udviklet sig så katastrofalt i løbet af få ugers valgkamp. Da stod statsministeren og kritiserede økonomerne for at være for negative og opfordrede dem til at få skrevet deres lærebøger om. Nu bruger han deres argumenter og lyder som om vi er på vej ud over afgrunden hvis de offentligt ansatte ikke dæmper deres lønkrav.
Steen (3/1-08)
(1) Politiken d. 2/1-08. (2) Fyns Amts Avis 2/1-08. (3) Jyllandsposten d. 3/1-08.



