"Vores velfærd og økonomi hænger direkte sammen med vores skoler, så det kan godt være at det koster noget at gøre noget ved det her problem, men har vi råd til at lade være?” Martin Rømer.
Rekrutteringsproblemer
Den 24. april strejker lærerne i landets største fagforening for lærere i protest over at deres seneste lønpakke ikke kan følge med inflationen. Det vil medføre en udhulet realløn. Det er ikke de danske lærere der er tale om. Det handler derimod om de britiske lærere. Fagforeningen frygter ifølge Kristeligt Dagblad d. 8/3-08 at skolerne vil opleve rekrutteringsproblemer, lærermangel og lærere der underviser uden for deres eget fag. Undervisningsministeriet har et markedsføringsbudget på 80 millioner kr. der bruges på at få flere til at vælge lærergerningen. Der er dog ingen lærermangel i dag, men det årlige behov for nye lærere er 40.000 hvad der svarer til næsten 10 % af lærerstaben. Antallet af lærere der går tidligt på pension, er tredoblet, og andre forlader jobbet til fordel for andre job.
I en anden artikel samme dag skriver Kristeligt Dagblad at inden for de næste fem til ti år vil der mangle 1 million lærere i de europæiske folkeskoler. Martin Rømer der tidligere var formand for DLF, er i dag formand for de europæiske lærerorganisationers paraplyorganisation ETUCE. Han peger over for avisen på at over en tredjedel af lærerne i Europa er over 50 år. ETUCE har derfor i over to år kørt kampagnen ’Europe needs more teachers’.
OECD har også fokus på problemet. Organisationen peger på flere omstændigheder. Lønnen der ikke motiverer nye lærere til at søge ind i faget. Lønnen er dog ikke den drivende faktor. Det er at man gerne vil undervise og gøre en forskel. Derfor er det et problem at læreruddannelsen mange steder har et dårligt image, og mange lærere føler at tingene sker hen over hovedet på dem. Ligeledes skal muligheden for efteruddannelse være langt bedre. (1)
Velfærd og økonomi hænger direkte sammen med vores skoler
Martin Rømer udtaler også: ”Siden EU-topmødet i Lissabon i 2000 har der været fokus på at Europa skal være den mest dynamiske og konkurrencedygtige vidensbaserede økonomi i verden. Viden kommer fra uddannelsessystemet, og det gælder om at gå ind og styrke det så tidligt som muligt. Det giver størst mulig gennemslagskraft, og det er der man får det største udbytte af sine investeringer. Vores velfærd og økonomi hænger direkte sammen med vores skoler, så det kan godt være at det koster noget at gøre noget ved det her problem, men har vi råd til at lade være?”
Her i landet
Kikker vi på Danmark har lærerne netop stemt ja til en overenskomst der skulle give en realvækst i lønningerne. Overenskomsten indeholder også elementer der kan tiltrække og fastholde lærerne. Om det i længden vil være nok er ikke sikkert, men den europæiske tendens til lærermangel kendes også her i landet. DLF har i forbindelse med OK-forhandlingerne offentliggjort en undersøgelse der viser ”at lærermanglen der i forvejen var alarmerende høj, er steget med 13 % på kun ti måneder.” (2)
I januar 2008 var 2099 lærerstillinger besat med ikke læreruddannede. Desuden var der 181 ubesatte lærerstillinger. Tallene bygger på oplysninger indsamlet fra 97 af landets 98 kommuner. Lærermanglen er dog meget ulige fordelt landet over med ingen lærermangel til helt op til 20 %.
Steen (8/4-08)
Se hele pressemeddelelsen her
Læs undersøgelsen her


