Alle KTO's organisationer har bidraget til en skævdelingspulje. Kun få ved hvor mange penge de enkelte har fået tilbage igen.
0,3% til FOA
”De magiske 12,8 % der figurerer i debatten om de offentligt ansattes lønstigninger, er et gennemsnit der dækker over betydelige forskelle. SOSU-personalet har fået tilbudt en samlet lønstigning på 13,9 %. Andre grupper i FOA har ganske vist bidraget til denne ’lønfest’. Men samlet ligger FOA stadig over den gennemsnitlige ramme på 12,8 %. De øvrige 46 organisationer i KTO-familien har ’blot’ fået lønstigninger på 12,5 % i snit over tre år. De 0,3 % har de afleveret til FOA. Kun ét andet forbund, socialrådgivernes, ligger over gennemsnittet, mens pædagogerne i BUPL stort set har ramt skiven,” skriver Ugebrevet Mandag Morgen d. 28/4-08.
Betyder dette at lærerne der ved overenskomstafstemningen stemte ja til et resultat de troede betød en lønudvikling på 12,8 % (plus den positive lønudviklingseffekt af at en lille del af lønstigningen blev holdt uden for reguleringsordningen), er blevet ført bag lyset og i virkeligheden har stemt ja til en lønfremgang på 12,5 %?
Iflg. pålidelig kilde i lærerforeningen skulle der ikke være grund til at bekymring. De 12,8 % er et realistisk bud.
Skønnede tal
Dog skal man være klar over at nogle af procentpointene er skønnede tal for hvor meget reguleringsordningen vil udmønte. Disse kan bevæge sig lidt op eller ned. Disse forbehold er også taget i de konkrete tal for lønstigninger der blev bragt i folkeskoleindstikket i forbindelse med afstemningen. Reguleringsprocenterne kan fx blive mindre hvis det lykkes de strejkende medlemmer at hæve deres lønninger til de eftertragtede 15 % - hvis dette vel at mærke sker inden for reguleringsordningen.
Skævdelingspulje
Ugebrevet skriver at der blev afsat en skævdelingspulje på 0,75 % af den samlede lønsum (knap 1 milliard kr.) som alle KTO’s organisationer skulle bidrage til forholdsmæssigt. Kun ganske få mennesker i KL har vidst hvor mange penge de enkelte organisationer fik fra denne pulje - heller ikke Anders Bondo iflg. ugebrevet. Det har udelukkende været en sag mellem arbejdsgiverne og den enkelte organisation. Her skal man lægge mærke til at de 12,8 % består af to dele. Den første og største del er de generelle lønstigninger som KTO har aftalt. Ca. en tredjedel består af det de enkelte organisationer selv har kunnet forhandle sig frem til (de specielle forhandlinger). Det drejer sig om skønnet 4,5 %, men tallet varierer typisk med plus/minus 0,5 %, oplyses det.
Anders Bondo udtaler selv til ugebrevet at han ikke finder disse interne procenttal synderlig interessante, men er langt mere optaget af at KTO’s organisationer accepterede en skævdeling: ”Når arbejdsmarkedsforskere og andre påstår at vi ikke kan levere nogen som helst skævdeling internt i fagbevægelsen, passer det simpelthen ikke. Vi har nu bevist at vi kan løse specifikke problemer for bestemte grupper. Det kan vi alle få brug for i en anden overenskomstforhandling hvor det måske er en anden faggruppe som har en særlig problemstilling. At FOA så mener at det ikke er nok, det tager jeg til efterretning.” Ugebrevet tilføjer at han bekræfter at lærerne er blandt bidragyderne til SOSU-personalets ekstra lønstigning.
Steen (29/4-08)


