Lærernes fagblad fyldte i sidste uge 125 år. I anledning af jubilæet blev der afholdt et medieseminar og en reception. Ved receptionen blev der holdt korte taler af Folkeskolens redaktør Thorkild Thejsen, lærerforeningens formand Anders Bondo, tidligere undervisningsminister Margrethe Vestager og nuværende undervisningsminister Bertel Haarder.
Ingen debat, tak
Thorkild Thejsen dvælede lidt ved at medlemsbladet i starten ikke blev udgivet af foreningen idet en af foreningens medstiftere udgav sit eget lærerblad og derfor ikke var interesseret i en konkurrent. Senere da foreningen blev udgiver af bladet, bragtes der ikke debatindlæg. Det var ikke meningen at medlemmernes meninger skulle viderebringes her. Det ændrede sig dog senere. Lærernes debatlyst kunne ikke holdes nede.
Armslængdeprincip
Anders Bondo sagde at han brugte ¾ af sin tid på skolepolitisk debat. At debatten fylder så meget afspejles tydeligt i Folkeskolen. Traditionelt siger man at foreningen fører en tobensstrategi. Der er det faglige og det pædagogiske ben. Det er noget vrøvl. De to ting kan ikke skilles ad. Strategien er afløst af en professionsstrategi. Folkeskolens redaktion er uafhængig. Der er tale om et armslængdeprincip, og selv om formanden nogle gange kunne være rasende uenig med redaktøren, stod han inde for dette princip.
Formålsparagraf som retningspil
Margrethe Vestager causerede over hvad Folkeskolens retningspil var. Hun mente det var folkeskolens formålsparagraf. Den gamle altså. Nogle steder skulle man blot skifte ordet elever ud med ordet lærere. Hun roste tobensstrategien. Har man kun det ene, bliver man på stedet. Folkeskolen var et blad der ville hende noget. Det var ikke manipulerende. I øvrigt mente hun at folkeskolen (den der staves med lille) skulle sættes fri igen.
Bladet er et must
Undervisningsmister Bertel Haarder omtalte Folkeskolen som et etableret og anerkendt fagblad. Bladets styrke var at man var nødt til at læse det. Han omtalte sig selv som storforbruger af bladet. Det var et must for alle omkring skolen. Selv rev han mange sider ud af bladet, og det var ikke i arrigskab (selv om det også indeholdt provokerende artikler) – det var for at gemme de gode eksempler.
Ikke menighedsblad
På det forudgående medieseminar blev Folkeskolen også omtalt flere gange. Allan Andreasen, kommunikationschef i DLF, udtalte at Folkeskolen er et af de lokomotiver vi kan spænde foran vores budskab. Bladet måtte gerne agere djævelens advokat og træde på ligtorne. Desuden kunne Folkeskolen sammenlignes med et stort bagervindue – et udstillingsvindue som de andre medier går forbi. Han opstillede en skala hvor et menighedsrådsblad placerede sig i den ene yderende angående loyalitet/afhængighed medens Ekstrabladet lå i den anden ende med stor uafhængighed. Hvor lå Folkeskolen med sine 230.000 læsere på denne skala? Bladet måtte i hvert fald ikke ligge for tæt på menighedsbladet. Det var vigtigt at Folkeskolen havde en høj grad af uafhængighed af hensyn til troværdigheden udadtil.
Også Folkeskolens redaktør bidrog til debatten om Folkeskolens afhængighed. At kunne udøve selvkritik var en vigtig del af lærernes profession, og Folkeskolen bidrog gerne hertil. Han citerede astrofysiker Jens Martin Knudsen for følgende: ”Slå følge med dem der søger sandheden, men vær på vagt over for dem der mener de har fundet den.”
Steen (25/8-08)
