"Ærø går kort sagt mod mere kedelige og mørke tider for skolevæsenet, og det er vel ikke lige det der skal til for at lokke nye velfungerende børnefamilier til øen." Lars Krogh
Kredskontoret.dk har drøftet budgetsituationen på Ærø med kommunerepræsentant og styrelsesmedlem i Øhavets Lærerkreds Lars Krogh.
Nedlæggelse af Rise Skole har været nævnt som en besparelsesmulighed vedrørende næste års budget. Finder du en sådan fremgangsmåde hvor man pludselig hiver en skole frem af posen og gør den til et besparelsesobjekt, rimelig?
Lars Krogh:
Direktionen har udarbejdet mange spareforslag til budgettet. Oplægget er at vi skal spare 15 millioner i snit hvert år fra 2009- 2012. Man har bl.a. tanker om at nedlægge Rise skole allerede fra 2009. Forslaget om at nedlægge Rise Skole allerede fra 2009 bærer præg af at være et stykke ikke gennemtænkt skrivebordsarbejde og vil forhåbentlig blive skudt ned i den politiske behandling af det. Fremgangsmåden med at sætte navn på skolen er kritisabel. Der skal ved en skolenedlæggelse være høringer mv. Det bør da være sådan at kommunen nedsætter en arbejdsgruppe der ser på den samlede skolestruktur og analyserer den og derefter kommer med en indstilling om hvilken model man kan anbefale. Det andet har en selvforstærkende ubehagelig effekt som man måske slet ikke er interesseret i. Der er vel også en lang række mennesker man i en sådan situation skal tage hensyn til.
Rise Skole er ikke det eneste punkt vedrørende besparelser skoleområdet.
Lars Krogh:
Man kan kort sige at budgetforslaget betyder store serviceforringelser på skoleområdet. De ekstratimer man lagde ind til undervisning trækkes ud igen, og man sparer 600.000 kr. på specialundervisningen, dog således forstået at de enkelte skoler skal finde midlerne til at opretholde denne del af specialundervisningen hvis man kan. De pædagogtimer der har været med til at sørge for en blid overgang imellem skole og pasningsordninger, bliver også sparet væk. Vinplukkerturen for 10 klasse er heller ikke mere på budgettet på trods af forældrenes og elevernes store begejstring for dette projekt.
Ærø går kort sagt mod mere kedelige og mørke tider for skolevæsenet, og det er vel ikke lige det der skal til for at lokke nye velfungerende børnefamilier til øen.
Der har på Ærø også været arbejdet med at indføre fælles ledelse på skolerne.
Lars Krogh:
Fælles MED for skoleområdet har faktisk lige valgt repræsentanter til en nedsat arbejdsgruppe. Denne gruppe skulle se på ledelsesstruktur på skoleområdet. Arbejdsgruppen har netop peget på at man ikke ville arbejde ud fra et meget snævert kommissorium, men se på de 3 folkeskoler samlet.
Fælles skoleledelse er ikke nogen god ide. Der er næsten ingen økonomisk gevinst ved det og kun få pædagogiske og ledelsesmæssige fordele ved en sådan struktur. Det underminerer netop det som mange har rost Ærøs folkeskoler for, at man har forskellig kultur og sjæl på hver sin skole.
Overraskende nok regner man med at 25 % af eleverne på Rise skole vil søge til friskolen hvis Rise Skole nedlægges. Dermed er friskolen en blivende faktor i skolestrukturen på Ærø.
Steen (8/9-08)


