Der er nu åbnet mulighed for at søge om dispensation fra reglerne om elevplaner m.m.
Elevplaner
Det bliver nu muligt at tilpasse arbejdet med elevplaner til det man på den enkelte skole mener er væsentligt. Det kræver dog at man indsender en ansøgning om dispensation gennem kommunen. Som det er nu, lever kun halvdelen af alle elevplaner op til bekendtgørelsens bestemmelser om at alle fag skal beskrives i den enkelte elevplan. DLF anbefaler at så mange skoler som muligt indsender dispen-sationsansøgning da det kan få indflydelse på det videre politiske arbejde med lovreguleringen og synliggøre behovet for ændringer. I anbefalingen præciseres det: ”Foreningen har i afbureaukratiseringsarbejdet fastholdt at vi ved afbureaukratisering forstår initiativer der forbedrer lærernes muligheder for at give god undervisning og letter arbejdet på den enkelte skole.”
De forsøg der søges om at lave, må dog ikke afskaffe grundlæggende elementer i elevplanerne.
Der kan løbende indsendes ansøgninger, men kommunerne opfordres til at indsende de første senest d. 1/4-09.
Overenskomster
Der er også åbnet mulighed for at søge dispensation fra overenskomstforhold hvis der er enighed mellem parterne. Dette mener DLF dog er overflødigt idet der hele tiden har været mulighed for at indgå lokale KTO-aftaler.
Scanning, kortlægning og måling
For at ’mindske bureaukratiet’ nedsættes også en arbejdsgruppe til at behandle ansøgninger vedrørende statslige regler. Arbejdsgruppens sekretariat skal drøfte ansøgningerne med de forskellige fagministerier. Kommunerne skal også udpege en koordinator, og det hele skal efterfølgende evalueres. Og som det hedder i en udsendt pressemeddelelse (under overskriften ’Scanning, kortlægning og måling’), skal der laves en undersøgelse over hvor meget tid medarbejderne bruger på administrative opgaver, og der vil blive udført scanninger for at identificere barrierer for effektiv opgavevaretagelse gennem fokusgruppeinterview.
Det skal nævnes at muligheden for dispensation ikke kun gælder elevplaner, men også kvalitetsrapporter, prøver, valgfag, holddannelse, mentorer i stedet for vejledere eller ledelse af centeret for Ungdommens Uddannelsesvejledning.
Steen (15/12-08)



