"Bidrager den øgede forekomst af individuelt arbejde til at visse elever bliver hengivet till deres egen oplevelseshorisont?" Niels Christian Sauer stiller skarpt på ideen om den individualiserede skolegang og forsvarer den årgangsdelte, lærerstyrede skoleklasse.
Unikt individ med krav på personlig betjening
Vi har modtaget en artikel fra Niels Christian Sauer (1), medlem af hovedstyrelsen, hvori han leverer et forsvar for den årgangsdelte lærerstyrede skoleklasse. Man har forsøgt at tale klasseundervisningen ned under gulvbrædderne og reduceret læreren til vejleder for den enkelte elev betragtet som unikt individ med krav på personlig betjening.
Overgivet til egen oplevelseshorisont
Sauer mener imidlertid ikke at ideen om den individualiserede skolegang vil vinde fodfæste hos de danske lærere. Han retter blikket mod dent svenske skolevæsen og skriver: ”Ingen steder på kloden findes der et nationalt skolevæsen der har dekreteret konsekvent individualisering. Det nærmeste man kommer det, er formentlig det svenske. Da den svenske, statslige skoleinspektion, Skolverket, i 2003 fremlagde sin årlige rapport om grundskolen, konstaterede det et generelt faldende fagligt niveau og forholdt sig derfor en smule tøvende til udviklingen. To indlysende spørgsmål som erfarne lærere har stillet i mange år, pressede sig på: ”Bidrager den øgede forekomst af individuelt arbejde til at visse elever bliver overgivet til deres egen oplevelseshorisont? Er den arbejdsmåde hvor eleverne arbejder ensomt, og læreren går rundt og hjælper eleverne hver og en med de samme sager, den bedste måde at anvende lærerresursen på?””
Fra udbytte til udførelse
Derefter vender Sauer sig mod den svenske forsker Monika Vintereks forskningsrapport fra 2006: ’Individualisering i en skolesammenhæng’: ”Vinterek konstaterer indledningsvis at svenske elevers målbare skoleresultater har været for nedadgående i den periode hvor det individuelle skolearbejde har grebet om sig. Lærerne underviser mindre og vejleder mere. Eleverne arbejder stadig med det samme stof, men de befinder sig på hver sit sted i forløbet. De arbejder i forskellige hastigheder og i høj grad på eget ansvar. De svage elever spilder uanede mængder af kostbar tid med at vente på at læreren skal få tid til at hjælpe dem hver især. En følge heraf er øget uro og ringere disciplin. Læreren har for mange elever til at han kan nå raden rundt, og når han endelig kommer, er der ikke tid til at arbejde med elevens begrebsmæssige forståelse. I stedet giver læreren eleven nogle hurtige staldtips der kan føre til det rigtige resultat hvorefter læreren haster videre. Hans opmærksomhed forrykkes fra elevernes udbytte af undervisningen til deres udførelse af opgaverne. Med henblik på at minimere ventetiden er eleverne tilbøjelige til at vælge for lette opgaver som de kan løse uden hjælp. Eleverne skal hver især konstruere deres egen viden og tilegner sig derfor ikke lærerens faglige terminologi hvilket igen øger deres hjælpeløshed. De individuelle arbejdsskemaer opleves af eleverne som demotiverende. Da læreren kun beskæftiger sig med den enkelte elev i kortvarige, brudte forløb, kommer han ikke rigtig ind på livet af dem, og det hæmmer et seriøst med- og modspil, fagligt såvel som menneskeligt. Den faglige fordybelse der ofte angives som hovedsigtet med elevernes individuelle arbejde, har trange kår. Eleverne efterlyser mere regulær, fælles undervisning.”
Stedet for demokratisk dannelse
Sauer henviser også til rapporten ’Lærerkompetencer og elevers læring i førskole og skole’ (2) der sammenskriver de vigtigste resultater fra 70 forskningsrapporter. De resultater Sauer fremhæver er at synlig og klar ledelse og helklasseundervisning (plenum) er bedre end projekt- og gruppearbejde. Den gode klasseundervisning er skolens mest effektive arbejdsform, navnlig i forhold til de svage elever og især drengene. Desuden har andre forskere (3) peget på den årgangsdelte klasses afgørende betydning som stedet for demokratisk dannelse: ”Hvis skoleklasserne nu nedlægges, mister landet den sidste fast organiserede indføring i samfundsfællesskabet og dets værdier (…). Dette, vort kulturelle og nationale guld, kastes på møddingen til fordel for en fad, egocentreret, modepræget, narcissismefremmende og asocial individudfoldelse. Til kamp for skoleklassen og dens klasselærer!”
Få klassen til at virke
Sauer slutter artiklen af med at konstatere at den årgangsdelte klasse som organisationsform er løbet ind i alvorlige vanskeligheder. Men løsningen er ikke at nedlægge klassen og finde på noget andet, men derimod at få klassen til at virke som den skal.
Individualiseringen i Finland
En helt anden vinkel på overdreven individualisering bringes på banen af den finske arbejdsminister Tarja Kronborg der til Information d. 26/9-08 siger: ”Vores uddannelsessystem profileres på høje karakterer, men måske er den finske skole for fokuseret på individet og den individuelle konkurrence. Vi har ikke tradition for at lære de unge sociale kompetencer i skolen, og de lærer ikke samarbejde, eksempelvis har vi ikke gruppearbejde.” Denne alt for individ- og karriereorienterende tilgang ser hun som en del af forklaringen på at Finland har oplevet hele tre tragiske skuddramaer i skolerne. Klasserne bliver større og større, og det gør det sværere at få øje på de skrøbelige elever. Desuden er samarbejdet mellem sundhedssystemet og uddannelsessystemet dårlig og ikke-eksisterende i flere finske kommuner.
Steen (10/10-08)
(1) Også bragt som kronik i Weekendavisen d. 26/9-08
(2) Fra Dansk Clearinghouse for Uddannelsesforskning
(3) ’Den vordende demokrat’ fra 2004. Udarbejdet af en forskergruppe under ledelse af professor Bo Jacobsen
