TR fra Øhavets Lærerkreds udtaler sig på videoklip om rummelighed på DLF's regionale TR-møde d. 6/1-08
Lærerforeningen har sat fokus på rummeligheden. Derfor har foreningens tillidsrepræsentanter været indkaldt til regionale TR-møder rundt om i landet. Øhavets Lærerkreds deltog i et møde d. 6. januar i år. På DLF’s hjemmeside ligger et videoklip fra mødet hvor tillidsrepræsentant Gitte Kondrup Ebbesen fra Sct. Michaels Skole udtaler sig. Ordlyden gengives nedenfor.
Svært at matche
"Der er mange lærere der føler sig magtesløse når der kommer elever som de har svært ved at matche, ind i klassen - både på det faglige niveau og mange gange også i forhold til elevernes adfærd. Så bliver de frustrerede og føler at de har svært ved at hjælpe den elev det drejer sig om, men også den samlede klasse. De synes simpelthen det er svært at løse deres opgave som lærer.
Eleverne får ikke de faglige og sociale udfordringer som de skal have - i hvert fald ikke på den positive måde, kan man sige. Og det betyder også at forældrene bliver utilfredse hvilket giver øget pres på lærerne som ikke føler de kan løfte opgaven, og på ledelsen. Det skaber et dårligt undervisningsmiljø hele vejen rundt."
Redskaber og resurser
"Et helt konkret eksempel på at det kunne blive bedre når der bliver sat fokus på rummeligheden fra DLF er at medlemmerne får nogle redskaber til at løse de her opgaver på en fornuftig måde, at der kommer nogle resurser til at man kan hjælpe eleverne fagligt og socialt."
Udfordringer frem for opbevaring
"Det handler ikke kun om klassen, men også om de elever som skal rummes. De skal have nogle udfordringer så det ikke bare handler om at opbevare dem, men at de får nogle faglige udfordringer, at de får de sociale kompetencer som de skal have som fx ved at der er en kompetent støtteperson hos eleven undervejs – ikke bare på tre timer om ugen, men at der virkelig bliver sat resurser af til det."
Steen (Oprindelig bragt d. 6/2 2009)
(I ordlyden er der foretaget mindre ændringer af hensyn til læsbarheden når talesprog omsættes til skriftsprog. Indslaget kan ses på dette link. Billederne til denne artikel stammer fra videoklippet.)
Se også billedet: 'Et udvalg af tillidsrepræsentanter fra Øhavetys Lærerkreds på det regionale TR-møde'.



