Skal velfærden eller det private forbrug tilgodeses?
Folket skal blande sig uden om
”Efter otte års fastfrysning af dansk skattepolitik er alt nu i spil. Bare ikke i offentligheden. Regeringens plan er et kort, stramt forhandlingsforløb hvor den upopulære del af en skattereform – finansieringen – kun i meget lille omfang bliver diskuteret i offentligheden,” skriver ugebrevet A4 i årets første nummer. Skattekommissionen afleverer sit forslag d. 3. februar. Ugebrevet mener at der er to slags reformer. Den ene slags kræver store folkelige høringer over lang tid for at modne vælgerne til kommende ubehageligheder (som fx forringelser af efterlønnen). Den anden slags kræver at folket blander sig uden om (fx en skattereform).
Hvorfor skal folket nu blande sig uden om en skattereform? Det har økonomen Henrik Herløv Lund (bl.a. kendt fra Den alternative velfærdskommission) noget der kan ligne et svar på i sin nyeste kritiske analyse: 'Skatteomlægning eller skattelettelse? Skal velfærden eller det private forbrug tilgodeses ved en skattereform?' For der er tale om et valg, man skal ikke regne med at begge dele kan tilgodeses.
Regeringen vil græde tørre tårer
Regeringens arbejder tilsyneladende på at gennemføre ufinansierede skattelettelser for at kickstarte økonomien. Herløv Lund analyserer*) sig imidlertid frem til at ufinansierede skattelettelser vil have en meget begrænset positiv effekt på økonomien, og netop ved at de er ufinansierede, vil de meget let føre til underskud på statens budget. Dette underskud kan dækkes ind gennem låntagning – men at skabe en ny udlandsgæld er vel næppe regeringens politik. Den eneste anden mulighed for at dække et underskud er besparelser på de offentlige udgifter, dvs. besparelser på velfærden. Og det er netop det der ifølge Herløv Lund er den underliggende dagsorden: ”Regeringen vil græde tørre tårer hvis ufinansierede skattelettelser nu på længere sigt skal finansieres gennem besparelser på velfærden, ja, den vil ikke tøve med at udnytte et statsunderskud som begrundelse for at kræve de velfærds-forringelser. Det har vi set med velfærdsreformen og forsøg igen med Arbejdsmarkedskommissionen og dagpengereformen.”
Skatteomlægninger og offentlige investeringer
Herløv Lund mener at et langt mere effektivt middel til at få gang i økonomien og beskæftigelsen er skatteomlægninger frem for skattelettelser. Altså skattelettelse på arbejdsindkomster skal modsvares krone for krone på andre indtægter for staten. Dette kombineret med øget offentligt forbrug og navnlig øgede offentlige investeringer vil effektivt kunne stimulere efterspørgsel og beskæftigelse og tilgodese det kollektive forbrug – velfærden.
Steen (13/1 2009)
Analysen kan læses på Herløv Lunds hjemmeside www.henrikherloevlund.dk eller ved at klikke her
På hjemmesiden kan der også tegnes gratis abonnement på hans ’Kritiske analyser.’



