Resultaterne af ny undersøgelse om specialundervisningens effekt giver anledning til forskelligartede overskrifter.
Ganske god effekt
Bogen ’Effekter af specialundervisningen’ som er redigeret af Niels Egelund og Susan Tetler, bringer resultaterne fra den første danske effektundersøgelse af specialundervisningen siden 1960. ”Resultaterne viser at der er en ganske god effekt af folkeskolens specialundervisning: Specialundervisningseleverne gør for de allerflestes vedkommende fremskridt både fagligt, personligt og socialt. Fremskridt viser sig først og fremmest at have forbindelse med den professionalisme der udvises af personalet mens det ikke er nær så afgørende hvilken organisationsform der anvendes. Der er dog stadig rum for forbedringer. En af bogens konklusioner lyder at specialundervisningen er nødvendig for at bibeholde en skole hvor så mange elever som muligt når de mål der er sat for skolen.” Det er hvad der står i forlagets omtale af bogen (Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag).
Populistisk forsidehistorie
Undersøgelsen er omtalt i flere medier. I TR-nyt fra marts 2009 skriver DLF: ”Et enkelt medie – Jyllandsposten - vælger desværre at fjerne fokus fra undersøgelsens mange interessante pointer med overskriften: 'Hver fjerde lærer magter ikke undervisningen'. En sensationsoverskrift uden megen belæg i undersøgelsen – i og med at den kun omfatter 39 klasser ud af folkeskolens mere end 3000 klasser. En ærgerlig vinkel på en undersøgelse der ellers kunne være udgangspunkt for en fremadrettet debat om folkeskolens specialundervisning. Formanden har derfor sendt et læserbrev til avisen hvor han beklager den populistiske forsidehistorie.”
Spark over skinnebenet
Men Jyllandsposten er ikke det eneste medie der vælger en særlig vinkel. Paradoksalt nok bringer folkeskolen.dk denne overskrift: ’Lærerne kommer for sent til timerne’. Dette understreger selvfølgelig blot at bladet Folkeskolen er redaktionelt uafhængigt af Danmarks Lærerforening – og godt nok for det. Det gør bladet mere troværdigt at man ikke blot kan afvise det som et talerør for DLF. Men det er ikke ensbetydende med at alt hvad det skriver er lige heldigt. Der er tale om en meget kategorisk overskrift som sparker alle lærere over skinnebenet. Folkeskolens hjemmeside bringer dog også en artikel med en positiv overskrift: ’Ny undersøgelse dokumenterer: Specialundervisning virker’. (Jeg har tilladt mig at gengive overskriften uden den originale stavefejl.) Men det gør Jyllandsposten sådan set også. Den bruger overskriften ’Lærere: Specialundervisning virker’.
Mere om undersøgelsen senere.
Steen (27/3 2009)


