Mobningens omfang er mindsket, men ikke for de særligt hårdt ramte. Der er brug for mere viden om mobningens kompleksitet.
Gedemarked af antimobbeprogrammer
De sidste års fokus på mobning har mindsket mobningens omfang, siger Helle Rabøl Hansen (1) i det nye nummer af Asterisk (2), men tilføjer at det ikke gælder for de særligt hårdt ramte. ”Hun mener at vi i dag er vidner til et sandt gedemarked af anti-mobbeprogrammer rundt omkring på skolerne – og mange af programmerne overser hvad mobning i grunden er. Derfor er der brug for mere viden om mobningens kompleksitet.”
At mobningens omfang er mindsket kunne tyde på at skolernes indsats dog har haft nogen virkning, men Helle Hansen tvivler på at de empatitræningsprogrammer der ofte bruges er gode nok – i hvert fald på længere sigt. Og i værste fald kan de gøre mere skade end gavn. ”Problemet med empatitræning som antimobbestrategi er at metoderne ofte stigmatiserer børnene. Man udpeger hvem der er mobberen, og hvem der er mobbeofret, og så sætter man etiketter på dem. På den måde kommer mobning til at handle om enkeltindivider og skyld.”
Parallelmoral
Når man træner empati, er det for at lære børnene at sætte sig i ofrets sted, men Helle Rabøl mener ikke at det er det det handler om. Mobbere er ofte børn der ikke mangler empati. ”Her handler det snarere om at man som mobber eller tilskuer til mobning spekulerer i at tilsidesætte sin empati og skaber fortællinger og forklaringer der legitimerer mobningen. (…) Det der sker under mobning er at eleverne opererer med en såkaldt ’parallelmoral’ hvor de normaliserer mobning. (…) En sådan parallelmoral kan legitimere ellers uacceptable handlinger inden for et fællesskab.”
Mobning mobning kan nemlig ses som et udtryk for behovet for at høre til et fællesskab, og et fællesskab kan styrkes af at være i kontrast til nogen (mobbeofret). ”Der vil være børn som oplever mobningen forkert, men frygten for at blive ekskluderet fra fællesskabet bliver motiv og drivkraft nok til at deltage eller i hvert fald ikke forhindre den,” siger Helle Rabøl.
Formelle og uformelle fællesskaber
En måde at løse mobbeproblemet på er at få de formelle og uformelle strukturer i klassen til at arbejde bedre sammen. ”Det formelle fællesskab er fx klasseundervisningen, men herudover eksisterer der flere uformelle fællesskaber som er mindst lige så vigtige for børnenes trivsel i skolen. Børn går ikke i skole, de er i skole. Måske skal vi tænke vores klasser og undervisning helt anderledes så der i højere grad skabes fælles ejerskab til skolegang.(…) Den pædagogiske udfordring ligger måske i at gøre undervisning til det samlende frem for at lade udstødelsesmekanismer være det klassen er fælles om.”
Set på denne måde er det ikke så meget enkeltindivider det handler om, men kulturen i klassen – gruppen og konteksten.
Steen (24/4 2010)
(1) Cand. jur. og ph.d.-stipendiat ved Institut for Læring, DPU.
(2) Asterisk nr. 46 2009. Magasin med artikler om DPU’s forskning.
