Hvor tilfredse er medlemmerne med folkeskolens fysiske rammer, tilstedeværelsen af hjælpemidler og tidsresurserne? Det siger en ny undersøgelse noget om.
Tilfredshed
Undersøgelser fokuserer ofte på det negative, og det er en skam når der er så meget at glæde sig over. En undersøgelse af medlemmerne af FOA, BUPL og DLF’s tilfredshed med rammerne for deres arbejde er netop blevet offentliggjort, så lad os se på hvad den bringer af godt nyt med udgangspunkt i DLF’s medlemsbesvarelser.
Gode fysiske rammer
68 % synes at de fysiske rammer som de arbejder under, er gode eller overvejende gode. Af de utaknemmelige der mener noget andet, mener dog hele 1 % at det overhovedet ikke påvirker kvaliteten af deres arbejde.
De fornødne hjælpemidler
2 % mangler aldrig de fornødne hjælpemidler til at udføre deres arbejde, men 43 % kan en gang imellem komme ud for at stå og mangle et eller andet – til alt held kun sjældent. Og for dem hvor det sker tiere, kan 2 % oplyse at de ikke udfører deres arbejde dårligere af den grund.
Tid nok
2 % har altid tid nok til at udføre deres arbejde tilfredsstillende, og skulle man endelig være i tidsnød, kan 1 % oplyse at det ingen konsekvenser har. Samlet set er 7 % vældigt fornøjede med de ovenstående vilkår.
Rammerne er faktisk blevet bedre i løbet af de sidste 5 år. Det mener 19 %. Skal man endelig dryppe lidt malurt i bægeret, kan man nævne det faktum at 11 % slet ikke ved det.
Steen (12/5-09)



