Der er tale om en ønskerunde - ikke om at søge egne stillinger.
Samtlige lærere på Langeland skal nu til at søge deres egne stillinger, skulle kommunaldirektør i Langeland Kommune Jørgen Christiansen have udtalt til Fyns Amts Avis d. 29/8-09. "Og vi kan jo ikke udelukke at der er flere der søger end vi har behov for. Derfor har vi også lavet en aftale med Danmarks Lærerforening om hvordan vi skal gribe det an," udtaler han videre. Én ting er hvad kommunaldirektøren siger, noget andet må være hvad han mener, og han kan næppe mene at lærerne skal søge deres egne stillinger for at blive placeret på de skoler der bliver tilbage på øen. Lærerne er jo ansat i kommunen og ikke på den enkelte skole, og det der er tale om, er at de skal komme med ønsker til på hvilken skole de gerne vil arbejde, og hvilke fag de gerne vil undervise i. I det omfang der bliver overskydende lærere, skal lærerkreds og kommune se på hvilke muligheder der så er.
Nogle vil mene at dette blot er en en bagatelagtig strid om ord, og det er det forhåbentlig også bare, men i en tid hvor de langelandske læreres tålmodighed er sat på en hård prøve, kan det tjene et godt formål at holde begreberne adskilt.
Steen (1/9 2009)



