Niels Christian Sauer om omdefinering af specialundervisningsbegrebet
Umulige opgaver bliver man syg af
”Specialundervisningen skulle være et sikkerhedsnet under normalklassen, men maskerne i nettet er blevet så store at omkring hver fjerde lærer melder at han i klassen har elever der er visiteret til specialundervisning, men ikke modtager den. Og samtidig mener op mod halvdelen at de har elever i klassen som under gunstigere forhold ville have været indstillet til specialundervisning.” Således skriver hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer (NCS) i et brev til kredsene. Brevet går fint i tråd med de to tidligere nyhedsartikler på hjemmesiden ’Udfordringsrum’ og ’Dæmonisering af specialundervisningen’. NCS mener at disse elever således ikke får den rette undervisning samtidig med at de lægger voldsomt beslag på lærerens arbejdskraft hvilket rammer de øvrige elevers skolegang. Det ”…sætter læreren på en umulig opgave, og den slags bliver man ganske enkelt syg af.”
3 begrundelser
NCS omtaler DLF’s forslag om at omdefinere specialundervisningsbegrebet så det kun gælder elever på specialskoler og –klasser samt enkeltintegrerede elever der modtager støtte i den overvejende del af undervisningstiden. Det der tidligere hed almindelig specialundervisning, ønsker man at betegne ’inkluderende støtteforanstaltninger’ (stadig omfattet af retskravet jf. Folkeskolelovens § 3), og nævner 3 ting foreningen håber at opnå:
- En hurtig og dermed mere effektiv og således i sidste ende mere resursebevidst indsats over for særlige behov i gruppen af elever der kan inkluderes i den almindelige klasse hvis de får hjælp når det brænder på. Indsatsen besluttes af skolelederen på indstilling fra lærerne, og pengene hentes i skolens budget der er tilpasset formålet. Hjælpen har karakter af en social og/eller faglig støtte i klassen eller udenfor klassen på hold eller 1:1. Ikke noget med lange, komplicerede sagsgange og inddragelse af PPR hvor det ikke skønnes nødvendigt.
- Afgrænsning af den omfattende, nødvendige specialpædagogiske indsats over for elever i svære, ikke-forbigående vanskeligheder så disse alvorlige behov ikke – som i nogen grad i dag - drukner i mængden af relativt trivielle og udramatiske behov. Her taler vi om segregerende foranstaltninger i den dyre ende og enkeltintegrerede elever med omfattende støttebehov. Såvel visitation som finansiering skal ske centralt på kommunalt niveau på baggrund af PPR’s vurderinger. Det drejer sig ikke mindst om at opretholde og videreudvikle fagligheden og ekspertisen i det specialpædagogiske miljø.
- Generobring af ordet ’inklusion’. Lærerstanden kan ikke længere leve med at være malet op i et hjørne hvor vi gang på gang skal forsvare os mod urimelige beskyldninger for ikke at være ’rummelige’ nok. Vi vil inklusionen. Derfor vil vi have inkluderende, specialpædagogiske støtteforanstaltninger til de almindelige klasser så vi kan holde så mange elever som muligt indenbords, fagligt og socialt.
Opgør med misbrug af Salamancaerklæringen
Til sidst nævner NCS behovet for et opgør med misbruget af Salamancaerklæringen. Det er misbrug når det påstås at specialundervisning altid virker ekskluderende. Salamancaerklæringen forudsætter en velfungerende specialundervisningssektor som den almindelige undervisning kan trække på. Segregerende foranstaltninger kan finde sted ”…i de få tilfælde hvor det klart er demonstreret at undervisning i almindelige klasser ikke opfylder et barns uddannelsesmæssige eller sociale behov, eller når hensynet til barnet eller andre børn kræver det.” Det drejer sig om mellem 3 og 4 % af eleverne, fastslår NCS og afslutter:
”Nogle vil muligvis indvende at DLF’s forslag ikke sparer en krone. Dertil er kun at sige at det er så sandelig heller ikke meningen. Vi ønsker at sikre resursen og få den til at række længere.”
Steen (24/9 2009)
