En strid om ord
Besparelser er ikke altid besparelser
Det er ordet sparerunde der strides om. Det er ikke altid det ender med besparelser selvom der på et givet tidspunkt i budgetprocessen tales om besparelser. Krevi (Det Kommunale og Regionale Evalueringsinstitut) har lavet en undersøgelse om den kommunale budgetproces for 2009.
3 ud af 4 sparerunder handlede om andet end generelle serviceforringelser. Der kan have været tale om omprioriteringer eller om at serviceforbedringer på et tidligere stadie i budgetproceduren tages af bordet senere. Er der tale om omprioriteringer, kan det dog godt betyde serviceforringelser på nogle områder.
88 % af kommunerne havde svaret ja til at der var gennemført sparerunder, og en fjerdedel af dem har svaret at dette har ført til et fald i det gennemsnitlige serviceniveau i forhold til budget 2008.
Holder ikke vand
Ugebrevet A4 mener ikke at undersøgelsen holder vand. Undersøgelsen bygger ikke på målinger af serviceniveauet. ”Derimod har de (Krevi, red.) bedt kommunerne om at vurdere serviceniveauet hvilket nogenlunde svarer til at spørge Lars Larsen om dynerne er billige i Jysk.” A4 kritiserer at kommunerne ikke er blevet spurgt om der på trods af sparerunder har kunnet holdes et uændret eller forbedret serviceniveau. ”Alligevel konkluderer Krevi – ivrigt flankeret af en pressemeddelelse fra Karen Ellemann der røg direkte på forside af Jyllandsposten – at de 78 % af kommunerne der ikke har erkendt at sparerunden betød serviceforringelser, dermed enten har fastholdt eller forbedret serviceniveauet.”
Et eller to gran salt
Overskriften på nyheden vedr. undersøgelsen på Velfærdsministeriets hjemmeside er (24/9-09): ”Karen Ellemann: ’Sparerunder’ i kommunerne kan godt give bedre service.” Inde i teksten udtaler hun: ”Undersøgelsen tyder på at vi skal tage det med et gran salt når vi på dette stadie i budgetprocessen hører om kommunale besparelser.” Her mener Ugebrevet A4 at det eneste der skal tages med et gran salt – eller to – er ministerens egen undersøgelse.
Steen (29/9 2009)


