Problem hvis almen undervisning og specialundervisning smelter sammen i et fælles syn på læring
Uddybning
I denne hjemmesides nyhedsartikel fra d. 15/9 ’Dæmonisering af specialundervisningen’ blev omtalt et muligt behov for at opdele undervisningen i flere kategorier for at undgå en glidebane med flere og flere specialundervisningskrævende elever i kategorien normalundervisning. Desuden omtaltes det øgede pres for at undervisningsdifferentiere i situationer hvor der snarere skulle tales om at tilrettelægge undervisningen individuelt. Og begge dele kan ikke klares i normalundervisningen. En artikel på folkeskolen.dk fra d. 1/5-09 giver anledning til at uddybe disse synspunkter.
Fra 20 % til 5 %
Specialundervisningsbegrebet dækker over flere former for undervisning. På den ene side undervisning på specialskoler og i specialklasser og på den anden side støtte i normalundervisningen. Når begrebet dækker flere former for undervisning, kan det få udgifterne til specialundervisning (20 % af folkeskolens resurser) til at syne urimeligt store. ”Vi kan reducere udgifterne til specialundervisning til fem procent ved at kalde det der foregår i folkeskolen for støtte - som i øvrigt bygger på specialpædagogiske principper,” sagde professor Niels Egelund på en konference i april 2009.
Pærevælling
”Når det hele blandes i en stor pærevælling, er jeg bange for at politikerne sparer på specialundervisningen for at få råd til noget andet,” udtalte Finn Christensen fra Undervisningsministeriets kontor for specialundervisning på samme konference. Undervisningsdifferentiering kunne man kalde det når elleverne ikke følger Fælles Mål, og specialundervisning når de ikke gjorde.
Gabet er et udfordringsrum
Konsulent Jan Larsen fra KL forsøgte sig med følgende indkredsning: ”Snitfladen må ligge omkring de gamle paragraf 20.2-børn. Men vi må ikke glemme at ønsket om færre elever i specialtilbud støder mod grænsen for hvor meget den enkelte lærer kan undervisningsdifferentiere.” Han kaldte gabet mellem hvornår en lærer og en kommune mener at en elev skal have specialundervisning, for et udfordringsrum.
Munkholms advarsel
På konferencen kom Niels Munkholm dog med denne advarsel:
”I undervisningsdifferentiering har eleverne et fælles mål mens specialundervisning tilrettelægges individuelt. Hvis almen undervisning og specialundervisningen i folkeskolen smelter sammen i et fælles syn på læring, kommer specialpædagogikkens individualisering til at vinde så al undervisning får karakter af specialundervisning. Derfor er der meget på spil når vi diskuterer hvor grænsen mellem de to begreber skal ligge.”
Og hvad der står på spil, fremgår at et Munkholmcitat fra dæmoniseringsartiklen: ”Billedet står tydeligt: Lærerne der i undervisningen desperat udøver specialundervisning for elever med meget forskellige behov med den ene hånd og normal differentieret undervisning for resten af eleverne med den anden inden de bukker under for opgavens umulighed.”
Og i et helt frisk nyhedsbrev til Øhavets Lærerkreds skriver han i forbindelse med DLF’s arbejde med specialundervisningsbegrebet op til kongressen: ”KL’s opfattelse af at der mellem en del af normalundervisningen og den vidtgående specialundervisning ligger noget som de kalder ’undervisningsdifferentieringens udfordringsrum’ understreger nødvendigheden af en klar opfattelse.”
Steen (17/9 2009)
