Det er ikke lyv - men er det også sandt?
Undskyld - overskriften kan ikke helt love hvad den holder - eller også er det omvendt. Men overskriften lyver dog ikke, for Bertel går på pension, vel at mærke 'Ugens Bertel'. Hjemmesiden har over nogle år fulgt Bertel Haarder og studset over måden han har formuleret mange af sine synspunkter på - den såkaldte knytnæveargumentation. Bertel Haarder har som det har set ud et stykke tid, lagt knytnæveargumentationsformen på hylden, og derfor har 'Ugens Bertel' som forundringsrum udspillet sin rolle.
Rubrikken vil dog ikke forsvinde aldeles, men blive omdannet til et 'museum' med de 'Bedste Bertler' gennem tiden med tilhørende galleri.
Afløseren er den Storm P-inspirerede 'Ugens flue' som i overensstemmelse med sit navn vil bringe en ny flue hver uge (sådan cirka) med forhåbentlig lidt stof til eftertanke.
'Ugens Flue' tyvstartede som nyheder for nogle uger siden, men alle fluer er nu samlet under 'Ugens Flue'.
Der kan læses mere om den nye rubrik ved at klikke på banneret på forsiden.
Steen (23/11 2009)


