Vil skatten indbringe mere end den koster at administrere?
Multibureaukrati
Der er her indført en skat der får ikke uvæsentlige bureaukratiske konsekvenser. Blandt andet har det været nødvendigt at udsende en 20 sider lang vejledning for at gøre skatteyderne delvist begribelig hvad skatten går ud på. Og antallet af sider med udskrifter af telefonnumre der skal kontrolleres af arbejdsgiverne, vil danne mandshøje bunker – mere herom senere i artiklen.
Den blotte mulighed
Kort fortalt går multimedieskatten ud på at medarbejderen fra 1. januar 2010 skal betale skat af 3.000 kr. (2010 niveau) hvis vedkommende får stillet ét eller flere multimedier til rådighed (telefon, pc, internetforbindelse) i hjemmet. Det vil for de fleste svare til et beløb på 1.200 – 1.300 kr. årligt, og hvis man betaler topskat omkring 1.700 kr. årligt. Skatten er tænkt som en pengemaskine og er med til at finansiere skattelettelser (sic!). Så derfor er alle rimelighedshensyn fejet af bordet – næsten. Man beskattes af den blotte mulighed for at kunne bruge multimediet til private formål.
Mulighed for pålæggelse
Ønsker man ikke at betale denne skat, kan man naturligvis sørge for at man ikke har rådighed over nævnte ting. Det første man kan gøre er at aflevere hvad man har fået stillet til rådighed mod kvittering og opsige evt. internetforbindelser. Men det vil for nogle være nemmere sagt end gjort. KL er nemlig af den opfattelse at arbejdsgiveren kan pålægge medarbejderen rådighed over et multimedie hvis det vurderes at være nødvendigt. (1)
Mulighed for fritagelse
Med hensyn til mobiltelefoner er der dog en mulighed for fritagelse for skatten. Medarbejderen skriver under på en tro og love erklæring at man kun vil anvende telefonen erhvervsmæssigt. Arbejdsgiveren skal så kontrollere 5 % af mobiltelefonerne (opkaldslisterne) for en regningsperiode på en måned. Dette gælder hvis der ikke findes fejl i stikprøverne. Desuden skal alle regninger vurderes så man kan se om der er et unaturligt forbrug.
Tjenesterejser
Bruger en medarbejder multimedier privat på selve arbejdspladsen er der ikke tale om at der skal ske en beskatning. Det er kun når medierne tages med hjem at fælden klapper. Og den klapper i princippet allerede første gang. Der er dog nogle undtagelser ud over tro og love erklæringen. I forbindelse med tjenesterejser kan der være mulighed for at hjemtage multimedier. Der er dog en længere række punkter der skal være opfyldt, herunder at man ikke uden unødigt besvær kan hente multimediet inden tjenesterejsen.
I ny og næ
Med hensyn til computere kan disse hjemtages afgiftsfrit i henhold til hvad vi kunne kalde ’i ny og næ reglen’. Skats pjece nævner følgende eksempel:
"Du er skolelærer på en skole med 50 lærere og har mulighed for at låne en af skolens 5 computere med hjem med særligt programmel til brug for forberedelse og efterbehandling af undervisning på lige fod med lærebøger og andet undervisningsmateriale. Du låner en computer med hjem én gang om måneden for at rette fysikopgaver. Der er støtte for at du udelukkende må bruge og faktisk kun bruger den erhvervsmæssigt da det fremgår af interne retningslinjer at den kun må bruges erhvervsmæssigt, og computeren med det særlige programmel er nødvendig for at kunne rette fysikopgaverne. Du har ikke et multimedie til rådighed for privat brug, og du skal ikke multimediebeskattes.”
Multimedieretningslinjer
Bemærk at det tilsyneladende er vigtigt at skolen har udarbejdet retningslinjer for hjemlån af multimedier. I pjecen er der vedr. hjemlån af sådanne bærbare computere nævnt at virksomheden skal kunne dokumentere at reglerne overholdes. Det kan være i form af en hjemlånsbog der følger hver enkelt computer der står til rådighed for hjemlån hvori den ansatte anfører navn, dato for udlån, formål med hjemlån og dato for aflevering. Desuden skal der forefindes datoer for gennemførte stikprøvekontroller med angivelse af resultatet af kontrollen.
Men alt dette er tilsyneladende ikke nok. Der skal også foreligge oversigter over de bærbare multimedier der stilles til rådighed og en beskrivelse af virksomhedens multimediepolitik i forhold til personalet.
Interessante problemer
Et andet interessant problem kan opstå hvis en medarbejder ønsker at/eller pålægges at betale multimedieskat af en mobiltelefon vedkommende har rådighed over. Hvad får man så ud af at betale de omkring 1.300 kr. om året? Har kommunen retningslinjer der lægger begrænsning på hvor meget der må tales privat i mobiltelefonen?
Det kan også være at man ikke har noget imod at betale multimedieskat af en arbejdsgiverbetalt computer med diverse sædvanligt tilbehør. Her skal man være opmærksom på at sædvanligt tilbehør betyder sædvanligt tilbehør. Bliver skærmen eller printeren for avanceret, er det ikke længere sædvanligt og bliver særskilt beskattet ud over multimedieskatten.
Mandshøje bunker
Tilbage til de mandshøje bunker som blev nævnt i indledningen: FTF skriver på deres hjemmeside d. 1/12 2009 at en stikprøve på 5 % betyder at mellem 3.000 og 3.500 medarbejderes opkald for en måned skal gennemgås. Det vil give tilsammen 300.000 – 500.000 opkald der skal kontrolleres. Disse udskrifter vil fylde mellem 6.000 og 10.000 A4-sider der skal gennemgås for om de indeholder private numre. Numrene på listerne indeholder kun de 6 første cifre på grund af registerlovgivningen hvilket ikke gør opgaven mindre omfattende. Disse tal gælder kun for medarbejdere i hjemmeplejen. ”Formentlig vil der også for andre medarbejdergrupper både i den offentlige og private sektor være tale om lignende store kontrolopgaver der virker fremmende for bureaukrati og øger omkostningerne til administration som risikerer at overstige det provenu på 425 mio. kr. som multimedieskatten forventes at indbringe.”
Steen (8/12 2009)
(1) KTO vurderer pt. det holdbare i dette synspunkt.
