Særdelses velbesøgt foredrag om Niels Helveg Petersens liv i politik
Tjah..bum…bum
Mange politikere er kendt for en bestemt udtalelse. Siger man Tjah…bum…bum…, dukker hos mange et indre billede af Niels Helveg Petersen op. Og det var da også Niels Helveg Petersen (NHP) der bragte emnet om politikernes udtalelser op i sit foredrag på kredskontoret i tirsdags – arrangeret af pensionisternes aktivitetsgruppe. Han forklarede sin tjah…bum…bum…-udtalelse (som folk gladelig fangede idet den passede fint med manges karikerede billede af en ægte radikaler) med situationen omkring Anker Jørgensens afgang som formand og udpegningen af Svend Auken som ny formand. NHP havde inden forsøgt at overtale Svend Jakobsen (finansminister) til at stille op som formandskandidat da de radikale ikke kunne samarbejde med Svend Auken. Svend Jakobsen afviste dog – og da en journalist fra Ritzau bagefter ville have svar på spørgsmålet om han hellere så Svend Jakobsen som formand – et spørgsmål han ikke havde lyst til at svare direkte på for åben mikrofon – faldt de berømte ord – for at vinde tid til at tænke sig om.
Berømte citater
Helveg nævnte også Jens Otto Krags berømte ord om at man har et standpunkt til man tager et nyt.. Hvis han selv skulle have formuleret det, ville han foretrække: ”Man skal altid være klar til at tage sine fordomme op til overvejelse.” Schlüters udtalelse: ”Det går ufatteligt godt,” kunne sammenlignes med Thor Pedersens: ”Vi kunne købe hele verden.” NHP forsvarer dog Schlüter med at det han i virkeligheden mente, var at det gik for godt, hvilket kunne give nogle problemer. Thor Pedersens bemærkning prøvede han dog ikke at forsvare, men fremhævede den usædvanligt dårlige timing, idet hans bemærkning kom kort tid før krisen kom bragende. Ligeledes forsøgte han heller ikke at forsvare Schlüters: ”Der er ikke fejet noget ind under gulvtæppet.”
Partipressen
I sit foredrag kom NHP ind på de mange ændringer der er sket i samfundet i hans tid. En af de forandringer han bestemt ikke begræd, var opløsningen af partipressesystemet – et usundt system. Hver avis (med undtagelse af Information) så det som sin opgave at give sine egne politikere så megen og så god omtale som muligt mens andre politikere ikke blev citeret. Han nævner et eksempel med sin far Kresten Helveg Petersen der deltog i et politisk møde med en venstremand. I venstreavisen viedes venstremanden spalteplads i lange baner mens hans far blev spist af med en kort bemærkning om sit indlæg: ”Bagefter høstede kommunelærer Kresten Helveg Petersen spredte klapsalver – fra to.”
Dyrtidsreguleringen
De Radikale kæmpede længe for at få afskaffet den automatiske dyrtidsregulering for at få fulgt op på Heinesens advarsel om at Danmarks økonomi var på vej ud over afgrunden. Men det blev først muligt da regeringen (VCQM) ledet af Schlüter trådte til. Afskaffelsen af dyrtidsreguleringen mente NHP gav fagbevægelsen bedre kort på hånden idet den nu bedre kunne tage æren for lønstigninger ved overenskomstforhandlingerne da dyrtidsreguleringen før automatisk havde stået for hovedparten af stigningen.
Foredraget var meget velbesøgt, og der var da også flere end to der klappede bagefter.
Steen (5/11 2009)
En udvidet omtale af foredraget kan læses under ’Særligt for pensionister’.



