Moderne forældreskab spændt ud mellem almægtighed og afmægtighed
Opdragerrollen er forandret
Opdragerrollen er i dag forskellig fra tidligere, for hvordan skal man som forældre forberede sine børn på en verden som man ikke kender? Spørgsmålet stilles af Lars Dencik, professor i socialpsykologi ved Roskilde Universitet i Asterisk nr. 49 2009 (udgivet af Danmarks Pædagogiske Universitet, Århus). Han fortæller at når man spørger forældre i dag hvad der for dem er vigtigst at give videre, peger de ikke på bestemte færdigheder og kundskaber, men på at børnene skal blive selvstændige. ”Opdragelse handler i høj grad om at få skabt en slags infrastruktur i barnet så det evner selv at vælge de ting til og fra som det vil tage med sig.”
Overdreven tro på forældrenes betydning
Han mener dog at forældrene har en overdreven tro på deres betydning for børnenes liv. ”De har ofte en overdreven forestilling om at det er dem alene der former og afgør barnets liv. De føler et enormt ansvar for barnets liv og skal følge med i det hele.” Men børnene vil ikke være som deres stressede eller/og sure forældre. De vil være som deres jævnaldrende kammerater: ”Det er dem der er normdannere, det er dem man imiterer og er påvirket af.”
Mellem almægtighed og afmægtighed
Forældrenes indflydelse sker ifølge Dencik på en anden måde, nemlig på det strukturelle plan gennem valg af bopæl, samlivsform, arbejdsmængde m.m. Det er det der afgør hvilken sammenhæng børnene indgår i. Dorte Kousholt (adjunkt ph.d. ved DPU) udtaler til samme artikel at det moderne forældreskab er spændt ud mellem almægtighed og afmægtighed. Forældrene får ofte det fulde ansvar for opdragelsesresultatet samtidig med at børnene indgår i en lang række sammenhænge hvor forældrene ikke har megen indflydelse.”
Iagttagelse af rollemodeller fra det virkelige liv
Artiklen rummer mulighed for at misforstå forældrenes indflydelse idet forældrene som rollemodel vel stadig må tillægges en vis betydning. Det mener i hvert fald den efterårsferieholdende lærer Thomas Krogh Petersen (TKP) i et indlæg i Politiken d. 18/10 2009. Inden for et tidsrum på 20 minutter gør han følgende iagttagelser:
Mor ved Netto iført mindre barn i klapvogn og ventende, uantastet 4-årig datter udtaler i mobiltelefon: ”Så luk dog røven, dit store møgsvin! Jeg skal kraftedeme nok få dig ned med nakken!”
Mor handlende i Netto mens ungerne (to stk. på 2-3 år) tømmer indholdet af en hylde ud på gulvet. Replikskifte: (Henkastet) -Lad dog være med det. -Når du må, så må vi vel også? (Distræt) -Kom så, vi skal videre.
Mor putter (stadig i Netto) i datters overværelse varer i sin taske og også nogle i sin indkøbsvogn. Tager dem op af tasken da hun ser at TKP lægger mærke til det. Replikskifte datter-mor: -Må jeg få en drikkeyoghurt? –Det har vi sgu ikke råd til nu.
Far på cykel ledsaget af 4-5-årig søn på vejen væk fra Netto ænser ikke at de spærrer vejen for TKP og forsøger at krydse trafikeret vej ti meter fra fodgængerovergang hvilket kun går godt fordi flere tværkørende bilister får stoppet op. Efter at have krydset vejen cykler de mod færdselsretningen mod fodgængerovergangen hvor faderen får overfuset en ældre for grønt lys højresvingende dame der forsøger at undgå at vælte da hun skal styre uden om dem, med ordene: Se dig for, for helvede!”
Men damen kan selvfølgelig vælge at tro at ordene er rettet mod sønnen.
TKP slutter sin beretning med følgende betragtning: ”Skal jeg være urolig eller ligeglad? I hvert fald skal jeg ikke være skolelærer ret meget længere hvis tendensen fortsætter! Men nu forstår jeg da så småt hvorfor en del af mine elever opfører sig som de gør – og at de bare hovedrystende siger: ”Årh, styr dig mand!” når jeg en sjælden gang må hæve stemmen over for dem. De er jo bare vant til det! Og så er det skolelærerens skyld at man ikke længere kan sætte sig i respekt og nå eleverne rent mentalt?”
Steen. (29/10 2009)
