Indlæg fra Niels Chr. Sauer
Politisk slagmark
Folkeskolen er en politisk slagmark. Få steder kommer det tydeligere til udtryk end i debatten om disciplin der til enhver tid har det med at splitte skolepolitikerne i venstre- og højrefløj. Og det er rigtig ærgerligt. Hver gang folkeskolens behov for et fredeligere og dermed mere effektivt læringsmiljø gøres til et højrefløjsanliggende, ender det i krav om mere brug af straf til de formastelige der splitter undervisningen ad med forstyrrelser og konflikter: Uden for døren, eftersidninger, bortvisninger, hjemsendelser og skældud i lange baner. Det virker ikke, tværtimod; det føjer spot til skade. Kanske det for en kort stund kan give klassen lidt mere ro, men fred får den ikke. Under overfladen brænder vreden og frustrationen. Ældre medborgere husker denne uheldssvangre stilhed fra barndommens skole hvor man kunne høre en knappenål falde på gulvet mens vi sad på rad og række og rystede af skræk for lærerens vrede. Denne form for ro kunne kun opretholdes fordi lærerne måtte slå – og gjorde det. Det var en ro der byggede på total nedbrydning af de positive lærer/elev-relationer som ifølge en enig forskerverden i dag anses for en af de absolut vigtigste forudsætninger for vellykket undervisning.
Arbejdsro uden relationsødelæggende straf
Akutberedskaber skal altså ses som et bud på hvordan skolen kan sikre klassens arbejdsro uden brug af relationsødelæggende straf. Midlertidig henvisning til akutberedskab indebærer, at der omgående bliver taget hånd om den forstyrrende elev samtidig med at klassen får ro. Det må ikke have karakter af disciplinær indskriden. Der er ret beset tale om en specialpædagogisk indsats af kategorien ’inkluderende støtteforanstaltninger’.
Angsten for at blive offer
At tale om inklusion her kan umiddelbart lyde underligt al den stund vi her taler om en fysisk adskillelse fra klassen. Men når henvisning til akutberedskab kommer på tale, er denne adskillelse allerede sket - på det mentale plan. Formålet med den midlertidige, fysiske adskillelse er den vellykkede tilbagevenden til den intakte klasse hurtigst muligt. Alternativet er at tillade fællesskabet at gå i opløsning. Sker det kan man glemme alt om inklusion. Det giver ingen mening at tale om inklusion i et fællesskab der ikke længere findes. Så er alle ensomme til trods for at de befinder sig det samme fysiske rum. Så hersker den stærkes ret. Så er enhver sin egen lykkes smed, og Fanden tager den sidste. Det igangværende, dybdeborende forskningsprojekt om mobning, EXBUS, peger netop på at den sociale angst der griber børnene i sådan en klasse, er selve den kilde hvoraf mobningen udspringer. Det er angsten for selv at blive offer der får børn til at agere bødler eller medløbere der tager bødlens parti. Derfor skal læreren kunne standse en elev på vej ud ad tangenten inden han eller hun når det punkt hvor hans eller hendes uoverlagte handlinger får fællesskabet.til at kollapse. Megen mobning i folkeskolens klasser vokser ud af det kaos der vokser ud af uro.
Med fasthed, men venligt
Akutberedskabets indsats skal iværksættes,straks når der er behov for den. Dvs. i det øjeblik læreren ser at en stærkt forstyrrende elev er udenfor rækkevidde med de pædagogiske redskaber læreren har til sin rådighed inden for rammerne af klassens almindelige undervisning. Det skal med fasthed, men frem for alt venligt, roligt og værdigt inden magtesløsheden har sendt læreren op i det røde felt hvor relationen til eleven og klassen er gået i stykker og god undervisning dermed reelt er udelukket.
En voksen der ikke er part i konflikten
Det centrale er at de i øvrigt forsvindende få elever vi her taler om, er i krise. De har ikke brug for at blive formanet i alles påhør, blive råbt ad, stå alene ude på gangen, blive sendt på kontoret til skideballe hos skolelederen eller få en klage med hjem til forældrene som alligevel ikke kan fjernstyre barnet. Disse børn har brug for opmærksomhed, hjælp og omsorg. En rolig voksen der ikke er part i konflikten, men har tid og overskud til at samle dem op og tage den dybe samtale som er umulig inden for rammerne af den magtkamp der har udspillet for øjnene af alle i den opkogte klasses heksekedel og stadig sidder i kroppen på barnet.
Revideret bekendtgørelse på vej
Hidtil har ’Bekendtgørelse om god orden i folkeskolen’ ikke været specielt hjælpsom på dette punkt. § 9, frit citeret: ’I de tilfælde hvor der er grund til at antage at en elevs uhensigtsmæssige opførsel skyldes sociale og emotionelle vanskeligheder, skal skolen i stedet for iværksættelse af sanktioner rette henvendelse til pædagogisk-psykologisk rådgivning med henblik på specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand og/eller til de sociale myndigheder.’ For så vidt et fornemt, men desværre komplet urealistisk ambitionsniveau som vi nu får mulighed for at skrue ned til et punkt hvorfra problemet faktisk kan håndteres. Den sidste lovændring vedrørende styrkelse af skolelederens kompetence indebærer at henvendelse til PPR ikke længere er obligatorisk. Desuden er bestemmelsen om at sanktioner ikke kan tages i anvendelse i disse situationer, blevet fjernet i den reviderede bekendtgørelse der netop nu er på vej ud. Hermed er vejen for alvor banet for etablering af specialpædagogiske akutberedskaber som er skruet sammen på den enkelte skoles egne præmisser. Alle skoler har gennem flere år været i gang med at etablere AKT-funktioner der har til formål at sætte arbejdet med denne elevgruppes særlige behov for opmærksomhed på skinner. Men det kniber med at få skabt den nødvendige infrastruktur omkring arbejdet. Det er her akutberedskaberne kommer ind. En del skoler er allerede godt i vej med endog særdeles vellykkede ordninger der går under navne som fx ’Pusterummet’, ’Rastepladsen’ eller 'Oasen’.
Når det først brænder på
Meningen hermed er ikke at antyde at de langsigtede, forebyggende indsatser der i dag finder sted under overskrifter som fx LP og PALS, ikke er noget værd eller skal afvikles. Her er tale om udmærkede redskaber som rigtigt anvendt givetvis kan spare skolens børn for megen gråd og tænders gnidsel. Men når det først brænder på, er disse redskaber ikke nok. Akutberedskabet er ikke noget mirakelmiddel, men det kan skabe en ny og anderledes situation som eleven, klassen og læreren kan komme videre fra. Og så vil det for øvrigt som sidegevinst give skolen et sted hvor elever der ikke nødvendigvis forstyrrer, men bare er forfærdeligt kede af det eller simpelthen er akut syge, har et godt sted at gå hen. De er i dag på de fleste skoler henvist til at sidde i klassen og kigge fortabt ned i bordet med hætten trukket op om ørerne mens de venter på at kunne komme hjem.
Niels Chr. Sauer, medlem af hovedstyrelsen i DLF.
(Bragt d. 9/3 2010)
