Anders Bondo: Det var en lyttende statsminister
Smart og forførende
”Et 360-graders eftersyn lover mere end det er muligt at holde når det ikke drejer sig om maskiner og andre døde ting, men om mennesker, børn og voksne i en skole. Man kan ikke komme hele vejen rundt om den virkelighed. Men ordet er både smart og forførende.” Således skriver sprogmanden Jørn Lund om det amerikanske udtryk 360 degree inspection som siden nytår i dansk udgave har gået sin sejrsgang ”…og har sat en dagsorden som det bliver svært at leve op til. I hvert fald kan et rejsehold kun danne sig spredte indtryk af skolens virkelighed, og den metode er i øvrigt hverken ny eller særlig brugbar.” (1)
Han er ikke begejstret for at et af de midler der nu er blevet nævnt til at fremme kvaliteten i skolen er ”regeringens gamle, mølædte traver: konkurrence, mere konkurrence, rangordning, elitedyrkelse.” Som om konkurrence er et vidundermiddel, skriver han.
Helt ud af den blå luft
Statsministerens udmelding umiddelbart før Marienborgmøderne gik i gang om at resultaterne af de nationale test stik imod hvad der hidtil har været aftalt, har vakt en del undren. DLF’s formand Anders Bondo Christensen kvitterede med: ”Løkkes dagsorden kommer helt ud af den blå luft. Det virker som om Løkke har været helt fjern i folkeskoledebatten i ti år. Han aner ikke hvad der er sket.” (2)
Anders Balle fra Lederforeningen tror ikke det er tilfældigt at statsministeren kommer med udmeldingen samme dag som Marienborgmødet starter: ”Det bekræfter mig i at han har en dagsorden som er en fuldstændig anden end den stort set alle parter omkring skolen synes der skal være. Det er en fuldstændig anden dagsorden end den vi har sat i projektet ’Vores Skole’ med Dansk Industri, Kommunernes Landsforening og skolernes nære parter. Vi er nødt til at stå sammen og opruste os til at gå mod den dagsorden, for den er forkert.”(3)
Folkeskolen er rigtig ’brugbar’
Man kan også finde folk i kommunerne der gør sig deres tanker over den megen fokus på folkeskolen fra den nye statsminister: ”Lars Løkke skal jo også markere sig som ny statsminister og sætte sin egen dagsorden. Det ved vi jo godt alle sammen. Han skal ud af vikarrollen,” udtaler borgmesteren i Høje Tåstrup Kommune Michael Ziegler (K).
”Ja, og måske være den som efter en statsminister der var meget udenrigsorienteret, arbejder mere på de indenrigspolitiske linjer for måske at få sin egen rolle. På den måde er folkeskolen rigtig brugbar fordi alle forholder sig til folkeskolen. Andre emner ville måske appellere mindre bredt” tilføjer formanden for børne- og undervisningsudvalget i Sorø Kommune Anne Madsen(S). (4)
Lidt længere oppe i kommunernes hierarki udtaler formand for KL’s Børne- og Kulturudvalg Jørn Sørensen: ”Vi har prøvet det her med fokus på folkeskolen og tjek før, men det hjælper ikke noget med massive lovændringer hvor man oftest bare løser et lille problem i det ene hjørne mens man skaber andre problemer i det andet hjørne.” (5)
Spekulative spekulationer
Der spekuleres også over hvad undervisningsministerens rolle – eller manglende rolle i dette spil er. Sætter eftersynet spørgsmålstegn ved Bertel Haarders resultater? Har statsministeren undladt at samarbejde med undervisningsministeriet om eftersynet? Eller rammer Anders Bondo plet når han antyder at statsministeren ikke aner hvad han taler om?
Uddannelsesredaktøren på Politiken Jacob Fuglsang fremfører dette eksempel: ”Et eksempel var da statsministeren lancerede sit 360-graders eftersyn og efterlyste fokus på læsning og en obligatorisk læseprøve på 2. klassetrin. Denne test er allerede en realitet, og det har siden været en ofte gentaget vittighed på landets lærerværelser at statsministeren selv bør lære at læse sin egen regerings lovkatalog før han holder sine taler.”(6)
Angående et evt. spørgsmålstegn ved Bertel Haarders resultater anfører Fuglsang at
flere politikere og skolefolk ser det som en devaluering af Bertel Haarder. De hæfter sig også ved at Bertel Haarder ikke var medunderskriver af invitationen til Marienborgmøderne. Flere som har fulgt forberedelsen, siger uden for citat at planlægningen forud for mødet har ladet meget tilbage at ønske. Vel sagtens for at få undersøgt hvor meget substans der er i Marienborgmødet, 360-graders eftersynet og samarbejdet mellem Stats- og Undervisningsministeriet har folkeskolen.dk søgt om indsigt i forberedelserne til Marienborgmødet og 360 graders eftersynet. Men det trækker ud med at få oplysningerne.
Enighed om målene
På trods af at statsministeren – forhåbentlig uforvarende – forsøgte at sabotere indledningen på 360-graders eftersynet, og på trods af undervisningsministerens kovending i spørgsmålet om de nationale test, har Anders Bondo åbenbart valgt at være diplomatisk og forsøgt at få det bedste ud af samtalerne på Marienborg. Og man må håbe at den strategi har båret frugt. Det lyder i hvert fald ikke så ringe endda når statsministeren efter møderne udtaler:
"Vi skal sætte målene op i fællesskab. Christiansborg der laver lovene, og kommunerne og skolelederne og lærerne skal være enige om målene, og det er så det vi går i gang med nu med et rejsehold." (7) Det ville her være rart om enigheden også omfatter midlerne.
Og lærerformanden udtaler ved samme lejlighed: "Vi er blevet inviteret til samarbejde i et partnerskab. Regeringen tager os alvorligt nu. Det er et åbent papir, det var en lyttende statsminister. Jeg sagde at vi skal bruge det forskningen har fundet ud af så lovændringer sker på grundlag af evidens. Og at næst efter forældrene betyder lærernes dygtighed mest for elevernes udbytte af undervisningen, så lærernes kompetencer skal styrkes endnu mere. Og så inviterede jeg rejseholdet ind i DLF og håber at de vil bruge rigtig lang tid hos os.”
Steen (4/2 2010)
(1) Politiken 3/2-2010
(2) Politiken d. 28/1-10
(3) folkeskolen.dk 27/1 2010.
(4) Begges udtalelser stammer fra en artikel i Danske Kommuner nr. 3 i 2010
(5) Information 27/1 2010
(6) Politiken 27/1 2010
(7) folkeskolen.dk 29/1 2010


