En afskaffelse nu vil ikke gavne økonomien
Mindretal ønsker ordningen afskaffet
Der høres jævnligt røster der kræver at efterlønsordningen afskaffes eller forringes fordi samfundet ikke i fremtiden vil have råd til denne velfærdsordning, eller fordi der vil komme til at mangle hænder. I befolkningen er der flere der ønsker at efterlønsordningen skal bevares som i dag end at den som planlagt gradvist skal hæves til 62 år. Denne tendens er også gældende for de unge. Kun 16,2 % mener at alderen skal hæves hurtigere end planlagt (1).
Den planlagte ændring af efterlønsordningen går ud på at efterlønsalderen hæves gradvist fra 60 til 62 år fra 2019 til 2022. Folkepensionsalderen hæves fra 65 til 67 år i perioden 2024 til 2027.
Klart højere ledighed uden ordningen
Der er selvfølgelig ingen garanti for at det de fleste mener, også er den rigtige løsning for samfundet. Upopulære men nødvendige indgreb kan være svære at få opbakning til, men det er da værd at notere sig at regeringspartiet Venstre ikke har udtalt støtte til andet end de planlagte ændringer, og ser man godt efter i debatten, kan man også få øje på argumenter for ikke at lave yderligere ændringer foreløbig.
Økonomen Henrik Herløv Lund fremfører (2) at vi i dag ville have en klart højere ledighed uden ordningen, og det at man ændrede ordningen så færre havde mulighed for at gå på efterløn, ville jo ikke give flere arbejdspladser, men blot skabe flere på arbejdsløshedsdagpenge, og satsen for arbejdsløshedsdagpenge er højere end satsen for efterløn. Staten vil således få større udgifter. Herløv vurderer at den økonomiske vækst frem til 2015 vil være svag og jobløs, og at der er stor risiko for at det også vil gælde for perioden 2015-20. Herløv skriver endvidere at efterlønnen betyder: ”…et tryggere alternativ til en usikker tilværelse som ledig udsat for alskens for disse aldersgruppers mere eller mindre meningsløse aktiveringstiltag. Endelig udgør efterlønnen en vigtig tilbagetrækningsmulighed for fysisk og psykisk nedslidte. Myten om de golfspillende akademikere har ikke meget på sig. Størstedelen af efterlønsmodtagerne kommer fra brancher med det mest belastende arbejdsmiljø.”
Steen (26/1 2010)
(1) Rambøll/Analyse Jyllandsposten d. 17/1 2010. I en undersøgelse fra Megafon for Politiken og TV2 d. 11/1 2010 mener 16 % at efterlønnen skal afskaffes, 22 % vil hæve den efterlønsalderen fra 2011 mens 51 % vil hæve den som planlagt eller slet ikke hæve den.
(2) Kritiske diskussioner: De Radikales ”genopbygningsplan”: Negativ økonomisk effekt og tilmed asocial (kan findes på www.henrikherloevlund.dk) og Politiken d. 19/1 2010.


