Det skal være i orden at bruge den nødvendige tid
I orden at bruge tid
Bliver der gjort nok for at hindre mobning i skolerne? Emnet blev debatteret i Danmarks Radios program Netværket d. 16/12 2010: Debattørerne var Lars Kolind, Dennis Nørmark og Ann-Elizabeth Knudsen (1). Sidstnævnte mente at det var opmærksomhed om problemerne der virkede snarere end mere lovgivning på området selvom lovgivning selvfølgelig kunne øge opmærksomheden (sidste skud på lovgivningsstammen er at skolerne skal have en antimoppestrategi – hvad de fleste skoler nok har i forvejen i en eller anden form). Desuden var det vigtigt at skolerne havde de rigtige redskaber, og ikke mindst at det var i orden at der blev brugt tid på at forebygge mobning: ”Vi har de seneste år her i Danmark haft utrolig meget fokus på fagligheden … og at lærere kan finde på at bruge to minutter på at gå ind og ud af et lokale, og det lægger vi så sammen i tid, og uha – vi må ikke bruge tid på andet, så er det svært ligesom at sige: Jeg sætter denne her uge af til at arbejde med sociale kompetencer selvom vi sagtens kan stå her og blive enige om at det er sindssygt vigtigt.”
Danmark - Sverige
Debatten inddrog også forskellen på danske og svenske forhold: I Danmark angiver 20 % af eleverne at de oplever mobning mens tallet for svenske elever er 6 %. Forskellen kunne evt. forklares med graden af fokus på problemet (svenskerne har mere lovgivning på området), og (hvad Dennis Nørmark nævnte) også at kulturforskelle kunne have indvirkning. Drilleri var en del af den danske omgangsform – og drilleriet kunne undertiden vippe over og blive til mere end drilleri – eller blive oplevet som sådan.
At lære af erfaringerne
Lars Kolind talte for at de gode erfaringer blev dokumenteret. Det var vigtigt at skolerne var lærende organisationer.
Steen (19/1 2010)



