Efter en måned på posten
Nu da Tina Nedergaard har været undervisningsminister i en måned (i morgen), har man fået et fingerpeg om hvad hun vil arbejde for - selv om meget af hendes handlefrihed er bundet op på regeringsgrundlaget.
Skårup Seminarium
”Ministeren har truffet den endelige afgørelse om at lukke læreruddannelsen på Skårup Seminarium.” Den formulering af Carsten Hansen, medlem af Folketinget for (S), bryder hun sig ikke om, men har dog udtalt: ”Jeg agter ikke at gribe ind konkret i forhold til Skårup Seminarium.” Heller ikke et samråd i Folketinget har fået hende til at ændre beslutning.” (1)
Det er så meget mere ærgerligt på grund af de netop udmeldte tal vedrørende kvote 2 ansøgningerne til læreruddannelsen. Ansøgertallet (førsteprioritet) er steget med 44 % i forhold til sidste år.
Klassekvotienter
Kommunerne er begyndt at søge om lov til at hæve klassekvotienterne til over 28 elever. Tina Nedergaard siger at hun er åben over for større klasser. (2) Hun gør dog opmærksom på at det ikke er hendes førstevalg, og at dispensation ikke vil ske ud fra en økonomisk begrundelse. Marianne Jelved (R) udtaler: ”Det er med velberådet hu at man i sin tid har lagt klassekvotienten fast på 28 elever. Der er ikke nogen steder i forskningen gode argumenter for at hæve klassekvotienter, så jeg kan ikke se at kommunerne kan have nogen som helst gode forklaringer på hvorfor de vil have lov til at have flere elever i klasserne.”
Nationale test
Om offentliggørelse af de nationale test udtaler Tina Nedergaard: ”Står det til mig skal forældre engagere sig mere i deres børns skole. Når voksne tillægger skolen værdi, smitter det af på børnenes engagement. Derfor skal forældrene reelt have mulighed for at vælge den skole som de mener deres barn skal gå på. De kan allerede gå på nettet og se hvordan en skole håndterer mobning osv., og på samme måde skal de kunne se hvordan børnene klarer sig i de nationale test.” (3)
Regeringen risikerer at gøre farlig skade på det danske skolesystem hvis den gør alvor af at offentliggøre resultaterne af de obligatoriske nationale test. Det mener den engelske uddannelsesekspert Peter Mortimore som indtrængende opfordrer undervisningsminister Tina Nedergaard til at trække bremsen: ”Det her er dit store øjeblik. Find bedre og mere intelligente måder at forbedre dit system på,” siger Mortimore. ”Jeg er bange for at jeg ikke kan finde en eneste god grund til at offentliggøre testresultaterne.” (5)
Skoleledelse
Om skoleledelse siger ministeren: ”Vi skal have fokus på efteruddannelse af både lærere og ledere på skolerne. Måske er det også helt andre profiler som skal sidde som skoleledere end dem som sidder i dag. ”Desuden nævner hun også muligheden for at splitte ledelsen op mellem pædagogisk og administrativ ledelse. (4) Formanden for skolelederne Anders Balle slår dog fast: ”… den øverste ledelse på skolen skal have pædagogisk faglig kompetence. I folkeskoleloven står at skolens leder træffer alle afgørelser om det enkelte barn. Det kan fx være om et barn skal have specialundervisning. Derfor skal det være en leder med forstand på børn.”
Steen (22/3 2010)



