Alle variabler skal inddrages
Kvalitetsudvikling skal sikres
Denne artikel er en fortsættelse af ’Hvidbog fra SOPHIA 1’ fra d. 4/5 2010 hvor den såkaldte hvidbog 'Skal lokalskolen udvikles eller nedlægges' omtales.
Skal lokalskolen bevares, skal en løbende kvalitetsudvikling sikres. Dette kan gøres ved samarbejde med andre skoler (vidensdeling, udviklingsarbejde, fælles resursepersoner); alternative skolestrukturer (grundskole, overbygningsskole, landsbyskoleordning); ledelse (administrativ ledelse, pædagogisk ledelse, netværk); lokalsamfundet (samarbejde, skolen som kulturistitution); variation (store og små skoler supplerer hinanden, skaber mangfoldighed, tilgodeser forskellige elevgrupper, mulighed for pilotskoler for forsøgsordninger).
Lærerens personlige og faglige forudsætninger
I hvidbogen skriver cand.pæd. Kirsten Krogh-Jespersen at den mest afgørende faktor for kvaliteten og resultaterne af det pædagogiske og faglige arbejde afgøres af lærernes personlige og faglige forudsætninger. Dette supplerer hun med resultatet fra Dansk Clearingshouses undersøgelse af lærerkompetencer: Det der fremmer elevernes læring, er lærernes relationskompetencer, ledelseskompetencer og didaktiske kompetencer (almene og faglige).
De vigtigste kompetencer er ikke specielt linjefagsbaserede, skriver hun, og de fagdidaktiske kompetencer kan udvikles gennem efteruddannelse, i teamsamarbejdet og understøttes af gode undervisningsmidler. ”Så i stedet for at overlade den offentlige forpligtelse på vores børn og unges dannelses- og uddannelsesproces til de frie/private skoler og yde tilskud hertil, kunne staten fx i højere grad påtage sig efteruddannelsesforpligtelsen over lærerne – eller give kommunerne økonomiske muligheder for at varetage dem,” slutter hun af.
Besparelsesformindskelser
Overvejes det at nedlægge lokalskolen af økonomiske grunde, er det vigtig at inddrage alle økonomivariabler. Det kan fx være besparelsesformindskelser eller udgiftsstigninger i forbindelse med frit skolevalg, flere elever i privatskoler eller etablering af privatskole. Det sidste er ikke ualmindeligt. Kirsten Krogh-Jespersen beskriver i ovennævnte artikel at der i perioden 1996-2006 er kommet 74 flere frie grundskoler (117 nye mens 43 er nedlagt). 40 af disse er oprettet på samme adresse som en nedlagt folkeskole. Det svarer til 27 % af de nedlagte folkeskoler.
En anden ting der kan gøre en besparelse mindre, er evt. øget behov for specialundervisning når klassekvotienterne hæves. (Se evt. også sidste afsnit i den første artikel om hvidbogen.)
Effekten på lokalsamfundet kan også blive et ændret tilflytningsmønster med fald i huspriserne og tilflytning af resursesvage borgere og deraf stigende sociale udgifter.
Steen (16/5 2010)


