Hvem er det egentlig der er kontrær og negativ?
Lever ikke op til sit dårlige rygte
”Jeg er vild med den danske folkeskole! Og jeg mener det selv om den og dens ansatte i de senere år har været udsat for massiv kritik. Jeg har selv tre børn som alle sammen har gået på den lokale kommuneskole. Og jeg må erkende at den slet, slet ikke lever op til sit dårlige rygte. Jeg elsker folkeskolen for dens rummelighed og dens mangfoldighed.” Sådan skriver Birgitte Fredsby i sin klumme i gratisavisen 24 timer d. 7/5 2010.
Hylen og skrigen fra lærerside
Man kan også vælge at læse en betalingsavis, men så er man også selv ude om det. Lad os fx se hvad Fyns Amts Avis har at byde på d. 6. maj 2010. Her bringer avisen en leder af Ole C. Jørgensen (som tilsyneladende er knap så vild med folkeskolen) hvor han skriver at der specielt på skoleområdet er kommet syn for sagen. Og sagen skulle angiveligt være at man fortsat i det offentlige system presses til at hive tegnebogen frem hver gang man skal have løst et problem. Der er endda kommet så meget syn på sagen, gør OCJ opmærksom på, at skoleeleverne er begyndt højlydt at brokke sig over mange aflyste undervisningstimer, for dårlig undervisning og utidssvarende lærebøger.
Lederen krydres desuden af en sprogbrug der er sat på spidsen. Der skal her bringes et par udpluk for at give et indtryk af tonelejet:
”… under hylen og skrigen fra lærerside…”
”… havde initiativet kommet fra politikerne - hvoraf mange godt er klar over folkeskolens problemer - så ville de uvægerligt blive skudt ned og blokeret af Danmarks suverænt mest kontrære og negative fagforening, nemlig Danmarks Lærerforening.”
”… man har været imod alt og alle der formastede sig til at foreslå forbedringer i folkeskolen.”
”nærmest har man fået indtrykket af at lærerne har opfattet folkeskolen som deres eget lille kongedømme som andre ikke skulle formaste sig til at blande sig i.”
”Men nu er der kommet syn for sagen..,” gentager OCJ for en sikkerheds skyld med risiko for at læseren kommer denne gamle talemåde i hu: ”Der er syn for sagen, sagde pigen, hun tabte et barn midt i dansen.”
Jeg er taknemmelig
Så meget opsparet galde udledt på én gang. Vi har vist behov for en lille bid mere af Birgitte Fredsbys artikel: ”Jeg er taknemmelig for de skolelærere der til trods for stadige hårdere arbejdsvilkår, kritik, besparelser og en beskeden betaling, alligevel formår at kaste deres engagement ind i vores børn.”
Torbens læserbrev
Øhavets Lærerkreds’ tidligere formand Torben Møller Petersen der tydeligvis er blevet forstyrret i sin pensionisttilværelse ved læsning af lederen, reagerede hurtig ved at indsende nedenstående læserbrev til avisen. Han havde selv givet det overskriften ’Inkompetent og formørket snæversyn’. Den overskrift brugte avisen ikke. Den valgte i stedet overskriften ’Citér, hvis I tør!’ Og det turde de åbenbart ikke (indtil videre), men under alle omstændigheder, læserbrevet blev bragt søndag d. 9/5 2010 og lyder således i sin fulde udstrækning:
”I dagens leder (d. 6. maj) finder OCJ anledning til et hadsk angreb på Danmarks Lærerforening for at være modstander af stort set alt på baggrund af de seneste dages ’nyheder’ om at elever bliver sendt hjem når lærere er lovligt fraværende.
’Nyheden’ er ældgammel idet både skolebestyrelser og vi fra DLF i årevis har påpeget det uholdbare i at eleverne ikke får det timetal man politisk forventer – for det får de ikke!! Hvorfor er avisen ikke for år siden gået ind i den debat?
Angrebet på DLF er udtryk for total uvidenhed på det område avisens leder beskæftiger sig med. OCJ kunne såmænd bare være blevet siddende på sin flade r.. og googlet sig bl.a. til følgende udgivelser fra og omtaler af DLF:
’Fællesskabets skole’ - Folkeskolen den vigtigste samfundsinstitution (2000)
’Sådan kommer vi videre’ - om fælles ansvar af elever, forældre lærere, pædagoger og ledere (2007)
’Kvalitetssystem for folkeskolen’ - forslag til arbejdet med kvalitetsudvikling (2007)
’En god start er guld værd’ - om skolestart
’Fælles viden - fælles handling’ - af KL, BUPL, Børne- og kulturchefforeningen, Skolelederne, Skole og Samfund samt DLF (2009).
Peter Mortimore, rådgiver i det økonomiske samarbejde OECD, omtaler DLF som fantastisk kompetent (2005), samt udtalte om DLF´s udspil ’Gør en god skole bedre’ at han sjældent havde set et mere kvalificeret bud på en samlet udviklingsplan for et skolevæsen. På konferencer rundt om i Europa fremhæver han den kvalificerede indsats DLF yder i skoledebatten. Peter Mortimore er ikke en hr-hvem-som-helst. Find ham selv på nettet.
Næ, OCJ´s formørkede snæversyn bunder sikkert ikke i uvidenhed, men i surhed over en seriøst arbejdende fagforening som han så bare er uenig med. Det han så er uenig i, er åbenbart vort grundsyn som i al sin enkelthed er følgende:
Vi vil til enhver tid afvise forslag som vi er overbeviste om vil svække kvaliteten i undervisningen, MEN vi vil lige så konsekvent præsentere konstruktive alternativer. Skulle OCJ ønske sig mere viden om DLF´s arbejde, vil jeg med sindsro henvise til DLF´s hjemmeside samt til et mangeårigt bestyrelsesmedlem hos Fyns Amts Avis - nemlig Holger Pedersen (Venstres tidligere kulturudvalgsformand). Holger P. ved mere end nogen anden uden for skoleverdenen hvordan DLF (lokalt) arbejder - og vi er DLF. Kontakt Holger og citér ham gerne, hvis FAA tør!
Eller er OCJ en tøsedreng?”
Vi er mange der sætter pris på jer
Lad Birgitte F. få det sidste ord:
”Ikke nok fik min søn med hjælp fra en dybt professionel og engageret lærer knækket den svære, danske læsekode, men derudover oplever jeg at få nogle dejligt tænkende, selvstændige, velformulerede, kreative, kritiske, sociale og tolerante børn hjem fra den danske folkeskole.
Så hvad skal jeg med Pisa-undersøgelser og nationale test? For kan det virkelig være rigtigt at bare fordi man skriver 'd' i gjort, så skal man have sin ende smurt?.
Så kære folkeskolelærere - selv om det er svært derude for tiden - så er vi mange der sætter pris på jer og jeres engagement.”
Steen (9/5 2010)


