Demonstration foran Christiansborg
Mod genopretningspakken
Nej til pakken. Ja til job og uddannelse. Stop dagpengebanden. Dette var et par af de
slogans der blev luftet under den af LO og FTF sammenkaldte demonstration på Christiansborg Slotsplads d. 8. juni 2010. Demonstrationen var imod regeringens og Dansk Folkepartis genopretningspakke og for en øget indsats for job og uddannelse. 80.000 demonstranter fra hele landet var mødt op, lød det fra scenen foran Christiansborg. (40.000 lød det i radioen på et senere tidspunkt.)
Sendes retur
LO’s Harald Børsting lagde ud med den første tale. Regningen for skattelettelserne til de rige skal nu udskrives og betales af de arbejdsløse, sagde han. Men genopretningspakken skulle ikke pakkes ud, den skulle byttes. Han drømte om et Danmark hvor velfærden trives og udvikles. Velfærdssamfundet var en trampolin til et bedre liv for de svageste. Vi vil gerne være en del af løsningen, tilbød han, men det kræver dialog. Og løsningen var ikke at skære i dagpengene eller uddannelse.
Der hvor jeg kommer fra, fortalte LO-bossen videre, skal de der drikker mest, betale mest. De velbjærgede havde tømt baren, nu må de betale.
Den fremlagte spareplan rammer de små grupper i samfundet. Vi tager imod sparepakken og sender den retur til afsenderen. Der skal ikke skæres i det vi skal leve af i fremtiden.
Kommer gerne med forslag
Efter Børsting fortsatte Bente Sorgenfrey, formand for FTF, på talerstolen. Hun startede med at sige at hun repræsenterede 450.000 lønmodtagere. Vi kommer gerne med konkrete løsninger, sagde hun og nævnte at efterlønsreglerne kunne gøres mere fleksible så mange ville vælge at arbejde i længere tid, fx blot på færre dage. Med mere fleksible regler kunne der udføres arbejde svarende til 34.000 fuldtidspersoner – så hvorfor skære i dagpengene?
Man kunne afskaffe papirnusseriet. FTF’ere brugte 60 mio. timer på dokumentation. Man kunne få flere igennem uddannelserne og hurtigere ved at mindske frafaldet og lade de unge vælge hurtigere. Og det var ikke kun de unge der skulle have uddannelse, men også de arbejdsløse.
Manglende vilje til samarbejde
Regeringen manglede vilje til samarbejde. Vi er ikke inviteret til samarbejde, sagde hun, men vi herude er ikke gået på sommerferie, så det kan nås endnu. Der skal flere i uddannelse og flere i arbejde. 200.000 arbejdspladser er forsvundet under krisen. I Silkeborg skal der fyres 600 ansatte. Hvor er den plan der skal skaffe flere arbejdspladser, mere velfærd og mere uddannelse? spurgte hun og svarede: Planen er der ikke. Vi skal leve af uddannelse, men vi skærer i uddannelse – også for dem der er i arbejde. Vi skal have en plan der styrker arbejdsmarkedet, en plan der skaber sammenhængskraft, sagde hun.
 |
Flexicurity på spil
Og fagbevægelsen har noget at have deres vrede i. Nu og her skal blot fremhæves at genopretningspakken indeholder nogle elementer som er direkte fagforeningsfjendske. Fx sættes loftet for hvor meget man kan trække fra i fagforeningskontingent til 3.000 kr. Det betyder at det bliver dyrere for den enkelte lønmodtager at være medlem af en fagforening. Man kan næsten sige at regeringen har sat kontingentet op og selv snuppet merindtægten.
Desuden gør man det mindre fordelagtigt at være medlem af en a-kasse ved at halvere dagpengeperioden. Herved svækkes den danske arbejdsmarkedsmodel yderligere. Et vigtigt element i modellen har været flexicuritybegrebet. Det har været forholdsvist nemt for virksomhederne at fyre folk netop fordi de ansatte var sikret en rimelig periode på dagpenge hvor man kunne prøve at finde andet arbejde uden at løbe ind i alt for store økonomiske problemer. Det at det er forholdsvis nemt ved arbejdsmangel at afskedige folk, er et forhold der også tilskynder virksomhederne til hurtigt at ansætte folk igen når man har brug for mere arbejdskraft. Det har skabt et fleksibelt arbejdsmarked til gavn for alle parter. Denne fleksibilitet spiller man nu hasard med da fagforeningerne kan tvinges til at kræve længere opsigelsesfrister og større aftrædelsesbeløb.
Steen (8/6 2010)
