Bevis på svigt
Endnu et mandagsbrev
I nyhedsartiklen ’Slendrian’ fra d. 8/4 2010 omtales i forbindelse med omtalen af påstået slendrian blandt de offentligt ansatte to mandagsbreve af kommunaldirektør Erik Meldgård på Svendborg Kommunes Personaleintra. Den 12/4 skriver Meldgård et nyt mandagsbrev der også bør nævnes i denne forbindelse. Meldgård kommenterer Kolding Kommunes afgåede kommunaldirektørs bemærkning om at de ansatte var pivede og udstyret med dårlig arbejdsmoral således: ”Et tydeligt bevis på offentlig ineffektivitet? Eller blot et bevis på et massivt ledelsesmæssigt svigt? Jeg mener det sidste.”
Second to none
Meldgård skriver at den offentlige sektor kan bliver mere effektiv – det kan alle virksomheder. Det skal de løbende arbejde på at blive – både de offentlige og de private. ”Vi har derfor ikke grund til at bøje nakken og skamme os – blot fordi vi arbejder i den offentlige sektor. Vi skal rette ryggen. Vi kan være stolte af at vi løser de mest meningsfyldt opgaver af alle. Vi passer børnene. Vi underviser dem. Vi hjælper de gamle og de svageste. Og vi gør det effektivt. Men vi stræber alligevel efter at gøre det endnu bedre,” skriver Meldgård og sætter trumf på: ”Vi har en offentlig sektor ’second to none”. Hvis der var nogen der var i tvivl?
Sammenligning af pærer og æbler
Det er der vist. Finansministeren mener at der kan frigøres 1,3 mia. kr. på skolevæsenet hvis de dyreste kommuner lærer af de billigste (1). ”Pointen er at de betydelige udgiftsforskelle mellem kommunerne også afspejler at nogle kommuner har indrettet deres opgaveløsning mere effektivt end andre kommuner.” I Høje Taastrup er kommunen i gang med at effektivisere, og her udtaler direktøren i Børne- og Kulturområdet at han i øvrigt ikke mener at man uden videre kan sammenligne kommuner på den måde finansministeren gør fordi der er stor forskel på hvordan kommunerne konterer udgifterne, og på de rammevilkår der er i hver enkelt kommune: ”Det er som at sammenligne pærer og æbler.”
Steen (12/4 2010)
(1) folkeskolen.dk 9/4 2010


