Sauers bud på øget pres på specialundervisningen
Ikke til at spøge med
Det er heldigvis ikke den sorte skole lærere og elever vender tilbage til efter en forhåbentlig vel overstået sommerferie. Nogle vil dog mene at mange af de regeringstiltag der er foretaget i de senere år, fører tilbage i den retning, og andre vil beskylde dem der ikke uden videre rider med på bølgen af nye pædagogiske påfund, for at ville tilbage til den sorte skole. Med fare for at blive beskyldt for det sidstnævnte vover hovedstyrelsesmedlem Niels Christian Sauer (NCS) at forsvare fællesskabet i klassen og lærerens styring af undervisningen. Det gør han i en kronik i Politiken d. 9/8 2010. Man skal dog passe på ikke at misbruge begrebet den sorte skole. At det begreb ikke er til at spøge med skulle gerne fremgå af sidste del af denne artikel. NCS tager i kronikken udgangspunkt i det øgede fokus på væksten i udgifter til specialundervisningen.
Forkert diagnose
Den fristende diagnose for hvorfor der er kommet et øget pres på folkeskolens specialundervisningeratnormalitetsbegrebet i skolen er indsnævret. Lærerne ”… er for snerpede og intolerante, de giver den enkelte elev for lidt spillerum, og de stiller for hårde boglige krav,”skriver NCS og tilføjer at kravet så er at ”skolen skal være mere fleksibel, og lærerne skal give mere plads til det individuelle og være mindre rigide og mere afslappede i deres krav til eleverne.” NCS spørger om det ikke hvad lærerne har forsøgt de sidste 40 år i et opgør med den sorte skole efter at have fået nok af kæft, trit og retning. Faktisk lykkedes det til at begynde med at reducere udskillelsen af elever med særlige behov fra de almindelige klasser indtil omkring 1990 hvor det begyndte at gå den gale vej, skriver han videre.
Sauers diagnose
Og NCS’s forklaring på dette er at ”det er netop mange års tilstræbt, systematisk udviskning og nedtoning af normalitetsbegrebet i skolen der fremkalder presset på specialundervisningen. Realiteten er at lærerne aldrig har været så tolerante og tilbagetrukne og de boglige krav så lave som i dag. Det ligger i tidsånden: Se mig! Hør mig! Man vil sætte spor, markere territorium, føle magt.” En magt der før 1968 var forbeholdt de voksne. ”Vi forstår at hvert barn er unikt, og ganske umærkeligt har skolen forskudt fokus fra det der samler, til det der skiller: læringsstile, intelligenser, personlige præferencer, x-faktor etc. Og det i den grad at proportionerne er ved at skride. Vi dyrker forskellene og reducerer incitamentet til at rette ind i en fælles ramme idet ethvert krav herom principielt kan betragtes som et overgreb. Hvordan kan det overraske nogen hvis resultatet er et veritabelt cirkus af afvigelser?”
Skolen reproduserer sosiale forskjeller
NCS mener at kravet om individualisering umuliggør lærerens arbejde med klassen som læringsfællesskab, og han forsøger at dokumentere dette synspunkt ved at henvise til den norske professor dr. pæd. Thomas Nordahl (ophavsmand til LP-modellen) der har udtalt: ”… Vektleggingen av individuell, tilpasset opplæring har vist seg å få motsatt resultat av det man håpet. Det fører til mindre læring, i tillegg bidrar det til at skolen reproduserer sosiale forskjeller.”
Problemet er den store gruppe af elever der ikke magter det udstrakte ansvar for egen læring der uvægerligt følger med når de skal arbejde selvstændigt i lange stræk, siger NCS. I kronikken henvises til et studie af Einstadblad (2007) der konkluderer at urolige og ukoncentrerede drenge kommer fra asken i ilden under de frie arbejdsformer og påviser at sammenholdte, stærkt lærerstyrede og kollektive undervisningsformer bidrager til at disse elever falder til ro og får mere ud af skolen.
”Her ligger skolens store chance for at reducere presset på specialundervisningen hvis den vil,” siger NCS.
Forvalte egen ulykke
NCS citerer professor i pædagogik ved Oslos universitet Kirsti Klette for at skrive: ”Satt lite på spissen kan vi hevde at bruk af arbeidsplaner bidrar til at noen elevgrupper får ansvaret for så å si å forvalte egen ulykke. Slik sett forsterker individualiserte arbeidsformer allerede etablerte forskjeller mellom elevene. Stikk i strid med sine egne intentioner bidrar dermed arbeidsplaner til å forsterke og sementere forskjeller snarere enn å utjevne dem. Lærerens mulighed (kompetence?) for at intervenere, og dermed påvirke elevenes planlegning og tidsbruk synes videre å være relativt begrenset. Dette får, som vi skal se, dramatiske konsekvenser for de elevene som trenger mest hjelp og støtte.”
De dygtige som dagsordensættere
NCS er dog også opmærksom på at der skal være udfordringer til de dygtigste elever: ”Skolens udfordring ligger i at tale et sprog der har den fornødne dybde såvel som bredde. Det skal være så enkelt så alle kan være med, men samtidig så komplekst at der er stof til eftertanke, også for de fagligt stærke. De dygtigste elever skal hverken spilde tiden eller tages fra til eliteklasser. De skal blive midt i klassen, stå på tæer og være dagsordensættere.”
De strømførende lag
Og rollen som fortaler for fællesskabet i folkeskolen får NCS til at hæve sig til poetiske højder: ”Hvis børn er glade for at gå i skole, er det fordi skolen giver dem mulighed for at høre til, være sammen og få del i et fællesskab omkring en undervisning styret af en dygtig, engageret og stærk lærer som kan ramme de strømførende lag i deres sind. En lærer der påtager sig at forsøge at udfolde skolens magi så den griber klassen, og alle børnene for en stund glemmer sig selv og deres private gøremål til fordel for et sus af optagethed som river alle med og løfter hele flokken i én stor mental bevægelse så man næsten kan høre højspændingen knitre ind over synapserne.”
Den sorte skole i små doser
NCS er bevidst om at hans forsvar for klassens fællesskab og lærerens styrende rolle vil føre til beskyldninger om at ville vende tilbage til den sorte skole. Hvis man vil benytte sig af sådan et stærkt udtryk, må det være fordi man har glemt hvad den sorte skole var. Der blev i 2005 udgivet en bog med titlen ’Det sorte i skolen’ (redigeret af Georg Metz) der samler nogle beretninger fra ofrene i den sorte skole netop for at hindre at deres erfaringer glider ud i glemslen, og for at hindre at den sorte skole vender tilbage. Det sidste har Georg Metz set tendenser til i og med at et par af de sidste undervisningsministre ifølge hans mening har skelet mere til handelshøjskolen end til højskoletraditionen. Her er nogle eksempler fra bogen (og de er endda ikke de værste):
”For os var den store drøm pigerne fra Bernadotteskolen. Nogle der simpelthen ikke havde fået tæsk! Den sorte skole forfulgte mig langt ud af skolen.” (Pardekooper, f. 1949, forfatter)
”I de små klasser var der endnu et par af lærerne der kunne få os til at smile (…) Rædslen satte først ind i mellemskolen (...) Hvad kunne der stilles op med én der endnu ikke var hverken fugl eller fisk og først og fremmest så underkuet af disciplinens hårde stroppeture at der ikke var op eller ned på nogen ting.” (Bodil Wamberg, f. 1929, forfatter)
”Når jeg en sjælden gang ikke har andet at glæde mig over, kan jeg blive helt opstemt ved tanken om at jeg ikke længere går i skole (…) Oplevelser kan have været så smertelige at vi har fået glemslen til at forbarme sig over dem” (Frederik Dessau, f. 1927, tidl. programmedarbejder i DR’s P1, forfatter))
”At blive samfundsborger var at rette ind og ikke stille spørgsmål og slet ikke udtrykke skepsis ….” (Peter Poulsen, f. 1940, forfatter)
”Vold ikke alene avler vold, vold indlærer vold. Slagsmålene i skolegården som det krævede politisk snilde at undgå, om ikke opmuntredes af skiftende gårdvagter, men forhindredes heller ikke og blev sjældent afbrudt …” (Georg Metz, f. 1945, chefredaktør, journalist, forfatter)
Georg Metz der beskriver sig selv som ikke voldeligt anlagt og altid har skyet vold som pesten, fortæller i øvrigt om en episode hvor han som ung, nygift programmedarbejder ved DR befinder sig i en bus sammen med sin kone, Pludselig får han på gaden øje på en gammel plageånd af en lærer fra hans skoletid: ”I dette nu ændredes alt: solen stak, blodet dunkede, sveden drev, øjnene smertede (…) Jeg ville af for at slå den objektivt nydelige ældre herre i frakken uden knapper og den pæne hat ihjel.”
”Tiden gik, mareridtene hørte op. Frøken P. forsvandt fra min synskreds sammen med andre af de utilregnelige der havde ført rædselsregimer og traumatiseret skoleklasserne.” (Hanne Marie Svendsen, f. 1933, forfatter)
”Det eneste jeg kunne var at skrive danske stile, men da jeg skrev med min fantasi og ikke skrev af efter et leksikon eller andre bøger, blev mine stile aldrig bedømt, de lå hinsides hvad en skoleelev kunne bedømmes på, så derfor blev de læst højt for klassen så alle kunne grine og le ad så fjollet en tankegang.” (Ghita Nørby, f. 1935, skuespiller)
Steen (10/8 2010)
