Er der evidens for evidens?
Validitet
Der er ikke noget i vejen med evidens, men det kan betyde 7-8 forskellige ting. At tale om evidens kan i og for sig være udmærket hvis evidens betyder noget der er påvist, så der ikke hersker tvivl om det. Evidens giver mulighed for målinger (og kan dermed misbruges til at begrænse det professionelle råderum). Men evidens er ikke så ligetil inden for det pædagogiske område hvor der er så mange variable der kan påvirke et undersøgelsesresultat. Når man taler om evidens, må man også tale om validitet. Ved man hvorfor? Gælder det i alle tilfælde? Kan det falsificeres? Hvad handler målingerne om? Man måler noget som kan måles, men hvad er det egentlig man har målt? Dette var nogle spørgsmål som Henning Salling Olsen kom ind på i sit indlæg på Det Alternative Sorømøde (DAS) (1). Han mente i øvrigt ikke at PISA var så tosset som sit rygte, men det er et politisk spørgsmål hvad man vælger at lægge vægt på.
En anden oplægsholder på DAS mente at tendensen til at forskning og politik ikke længere kunne skilles, er blevet mere tydelig. (2)
Pædagogik uden holdninger?
Thomas Astrup Rømer (3) citerede – også på DAS - en række spidser inden for uddannelsesverdenen (4) fra en kronik i Berlingske Tidende i juni 2010: ”Pædagogikken i Danmark - og internationalt - ændres i disse år fra at være holdningspræget til at orientere sig efter forsknings- og udviklingsresultater.” Citatet kommenterer han således: ”Pædagogik uden holdninger? Det er det rene galimatias. Udrydder man holdninger fra det pædagogiske, så sker der blot det at man må overtage nogle andres holdninger.”
Desuden sagde han: ”Læreren placerer sig lige i krydsfeltet mellem kulturel påmindelse og menneskelig tilsynekomst. Og når dette krydsfelt pulserer for alvor, er evidensbaserede metoder virkelig irrelevante. At befinde sig i dette felt fordrer holdninger og tvivl, det kræver fejl og besvær, det kræver kærlighed, og det kræver folkelighed, dømmekraft og historisk sans. Det kræver alt det som vi har opbygget vores pædagogiske skænderier på siden 1815 hvor Grundtvig begyndte at formulere sig som en dansk og nordisk stemme ind i sammenstødet mellem tysk romantik og britisk liberalisme. Vi skal væk fra denne abstrakte glemsomhed.”
Er der evidens for evidens?
Evidens er en undskyldning for ikke at tænke sig om, sagde Steen Nepper Larsen på DAS (5). Vi kommer til at tale om hvad vi laver i stedet for at lave noget. Der er ingen evidens for evidens. Han oplistede nogle principielle problemer og spørgsmål, bl.a.:
- Konteksten indfanges ikke. Der findes ingen rene pædagogiske værktøjer og ingen neutral kontekst.
- Findes der identiske skoler, identiske klasser, identiske subjekter etc.? Enhver klasse, enhver kommunikativ, social ’setting’, enhver time er en unik begivenhed.
- Kan man måle størrelser som engagement, medvirken, glæde, nysgerrighed,
empati …. ? (Næppe, men de kan jo ikke frakendes en stor betydning i undervisningssituationen.)
- Er det materialets karakter eller en bestemt didaktik der alene afgør læringen – kan enkeltfaktorer i det hele taget isoleres?
Synsningens laveste fællesnævner
Per Kjeldsen (6) kommenterer evidensproblematikken på denne måde på Bagsmækken i Folkeskolen nr. 18 2010:
”Hvorfor anerkender rejseholdet og alle de andre kloge ikke lærernes erfaringsbegrundede indsigt? Hvorfor kræver de kloge evidens når de ikke selv kan levere den, men vælger synsningens laveste fællesnævner, som TV2 synger det ud? Hvordan kan det være at lærerne skal vide når alle de der vil lave skolen om, kan nøjes med at synes?”
Steen (27/9 2010)
(1) Professor RUC, forsker i livslang læring.
(2) Kirsten Krogh-Jespersen. Tidl. lektor i de pædagogiske fag på læreruddannelserne i Århus.
(3) Lektor i pædagogisk filosofi ved DPU.
(4) Lars Qvortrup, dekan for DPU. Aarhus Universitet, Stefan Hermann, rektor for Metropol, Laust Joen Jakobsen, rektor for UCC, og Harald Mikkelsen, rektor for VIA.
(5) Lektor ved GNOSIS, Aarhus Universitets forskningsinitiativ til studiet af sind og læring; medlem af SOPHIA’s bestyrelse.
(6) Chefkonsulent Adapta Rådgivning; leder af SOPHIA.


