Administrationens indstilling er offentliggjort
Forslag om nedlæggelse af seks skoler
I forbindelse med at administrationen på børne- ungeområdet i Svendborg Kommune er kommet med en indstilling til Børn og Ungeudvalget om en ny skolestruktur, har formanden for Øhavets Lærerkreds Lone Clemmensen udtalt sig på TV2 Fyn. Blandt andet blev hun spurgt om hvad hun sagde til at forslaget indebar nedlæggelse af seks skoler.
”Jeg synes det er en ret voldsom udmelding der er kommet fra forvaltningen i øjeblikket, og det får også en masse konsekvenser for elever og lærere og pædagoger i det kommende år. Det betyder også især nu at man har taget det ud fra et økonomisk incitament, og jeg håber på at politikerne også får tænkt nogle pædagogiske tanker ind omkring en skoleudvikling der skal være i forhold til de strukturændringer der også ligger. Det er ikke kun skolenedlæggelser – det er også strukturændringer.”
Forslag om 7 til 8 spor i overbygningsskole
Derefter blev hun spurgt om hvad hun sagde til at Hømarkskolen skulle opstå som ny skole med elever fra 7. - 10. kl. i 7 til 8 spor med mulighed for faglig og pædagogisk udvikling.
”Jamen, jeg kan jo godt høre at der lyder godt, og det har jo også været intentionerne mange steder at man har lavet sådanne overbygningsskoler, og det kan også godt gå hen og blive et rigtigt godt område her. Det man så bare skal huske på at der er en økonomisk besparelse i forslaget. De lukker 27 klasser, og det betyder også at klassekvotienterne går op. Jeg vil huske på at man også tager ind i overvejelserne at der skal ekstra lærer- og pædagogkræfter til at løse nogle af de opgaver fordi Svendborg Kommune også har en rummelighedspolitik på folkeskoleområdet.
Den skal der også tages hensyn til så både normalklasseelever og børn med specielle behov bliver dækket ind.”
Plads til forbedringer
Til sidst blev hun spurgt om der var plads til forbedringer i administrationens forslag.
”Jeg synes der er plads til forbedringer. Jeg håber også at der bliver tid til at komme med indsigelser og forlag til hvordan denne her plan kan udvikles.”
Se forlaget på kommunens hjemmeside
Forslaget er ikke politisk behandlet endnu, og administrationen har desuden sat tal på andre modeller end de indstillede. Forlagene kan ses på Svendborg Kommunes hjemmeside ved at følge dette link
Her kan man også se at Enhedslisten foreslår en ændret tids og handleplan der giver mulighed for en bedre debat om de forslag Byrådet måtte udvælge. Borgerne vil således kunne komme i dialog med politikerne om forslag som har været politisk behandlet.
Steen (12/8 2010)


