Man skal høre meget
Ny kultur
Man skal høre meget før ørerne falder af, men mine sidder lidt løst nu. En ny skole er indviet, og en ny kultur skal skabes af sammenbragte elever og lærere og andre af skolens parter. Det kræver engagement og samarbejde, og hvad kan man så pludselig læse i avisen (Fyns Amts Avis d. 12/9 2010):
Ingen udvikling!?
”Det gik op for mig at der slet ikke havde været nogen udvikling på de gamle skoler.” Slet ikke nogen som helst udvikling. Kan det dog være muligt? Og ikke nok med det: ”De var hyggelige, ja, men eleverne lærte ikke ret meget.”
Elefanter i butikken
Man kan selvfølgelig vælge blot at trække på skulderen. Der står så meget i avisen. Men nu er det i denne sammenhæng ikke hvem som helst der står for de citerede ord. (Lad os håbe det er fejlcitater.) Ophavsmanden er skolebestyrelsesformanden på Ørstedskolen. Det er da dejligt at han er glad for den nye skole, men elefanter og glasbutikker er en dårlig kombination, og ordene må siges at være særdeles lidt velvalgte hvis man vil fremme et godt arbejdsmiljø på den nye skole.
Tyndt
Generelt kan man ikke påvise at elever på store skoler lærer mere end elever på små skoler. Der kan selvfølgelig findes enkeltskoler hvor en sammenligning falder ud til enten den lille skoles fordel – eller den store skoles – men laves en sådan sammenligning efter blot en måneds skolegang, må man siges at udtale sig på et særdeles tyndt og ureflekteret grundlag.
Steen (13/9 2010)



