Læs mere om overenskomstresultatet
Lønudviklingen 2011 og 2012
På et regionalt TR-møde d. 3/3 2011 gennemgik Anders Bondo Christensen overenskomstresultatet for TR på Fyn og det sydlige Jylland. Det mest interessante i den forbindelse for det almindelige medlem er lønudviklingen.
Som bekendt skulle lønnen pr. 1/10 2010 have været reguleret ned med 1,23 % på grund af reguleringsordningen der sørger for at lønudviklingen i det offentlige følger udviklingen på det private område nogenlunde. Desværre har lønudviklingen på det private arbejdsmarked ikke kunnet følge med lønudviklingen i det offentlige i den sidste periode hvorfor det usædvanlige skete at lønnen skulle reguleres ned. Det blev den imidlertid ikke. Man blev på det tidspunkt enige med KL om at man lod lønnen være mod at man skyldte beløbet ved den næste overenskomst. Det er der så blevet afregnet for nu.
Regnestykket ser sådan ud: I 2011 kunne man have fået en lønstigning på 1,84 %, men de 1,23 % skyldte man jo i forvejen og de 0,61 % svarer til det man når at få udbetalt for meget inden den gamle overenskomst udløber 1/4 2011. Det første år af den nye overenskomstperiode (der i øvrigt er to-årig) bliver således et nul-år uden lønstigninger.
Derimod sikres reallønnen i periodens andet år, hvor der er aftalt lønstigninger på 2,65 % (KTO) plus 0,3 % (LC), dvs. samlede lønstigninger på 2,95 %. Heri er inkluderet en skønnet lønstigning på 0,74 % fra reguleringsordningen. Lønstigningen vil finde sted allerede fra årets start: 1/1 2012.
I kr. og øre er der for børnehaveklasseledere tale om 700 kr. pr. md. (begyndelsesløn, 775 kr. (slutløn, Ny Løn), 795 kr. (slutløn , gl. løn). For lærere: 740 kr. (begyndelsesløn), 880 kr. (slutløn, Ny Løn) og 940 kr. (slutløn, gl. løn). Skolekonsulenter på begyndelsesløn: 975 kr. og skolepsykologer på begyndelsesløn: 940 kr.
Denne lønstigning kan sammenlignes med prisudviklingen i de to år. Det Økonomiske Råd har skønnet prisudviklingen til 2,2 % i 2011 og 2,0 % i 2012.
Andre elementer
Ud over lønstigninger er der kun aftalt få andre ændringer i overenskomsten. Her skal nævnes: Ordningen med seniordage gøres permanent for månedslønnede (60 -2, 61-3, 62 og flere år – 4), Hoved-MED’s opgaver smidiggøres, ved opsigelse pga. arbejdsmangel er TR og AMR’s opsigelsesvarsel min. 6 mdr., udarbejdelse af efteruddannelsesplan for den enkelte lærer, højere ATP-sats, fastholdelsesprojekt og aftale om førtidsfradrag for tjenestemænd.
Urafstemning
Overenskomsten sendes til urafstemning blandt medlemmerne i perioden d. 15.-28. marts.kl. 16:00. Afstemningen vil foregå elektronisk. Alle medlemmer vil få et brev med nærmere oplysninger.
Steen (7/3 2011)
Links:
KTO-aftalen
LC-aftalen



