Kreds 86's særlige fond
§ 1 Kreds 86’s særlige fond har til formål at forøge kredsens økonomiske styrke og til i en given situation at kunne yde støtte til kredsens almindelige medlemmer i fraktionerne 1 og 2 under konflikter om tjenstlige forhold og lønningsforhold.
§ 2 Fondens midler tilvejebringes ved bidrag fra Danmarks Lærerforenings særlige fond og ved indbetalinger fra kredsens almindelige medlemmer i fraktionerne 1 og 2.
Fondens midler kan ikke overføres til kredsens drift, formue, henlæggelser, andre kredsfonde eller lignende. Fondens midler kan heller ikke overføres til andre kredse.
§ 3. Over kredsens særlige fond føres et selvstændigt regnskab som revideres af kredsens revisorer og en statsautoriseret eller registreret revisor som udpeges af kredsstyrelsen. Det reviderede regnskab forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse.
Indvundne renter, udbytter m.v. tilskrives fondens kapital efter fradrag af administrationsudgifter.
§ 4 Fondens midler tilhører kredsen, jf. dog Danmarks Lærerforenings vedtægter § 9, stk. 4.
Kredsstyrelsen træffer beslutning om midlernes anbringelse.
§ 5 Beslutning om udbetaling af midler af kredsens særlige fond til konfliktramte medlemmer af kredsen træffes af kredsstyrelsen eller generalforsamlingen.
§ 6 Såfremt der efter en konflikts afslutning betales hel eller delvis løn for den tid konflikten har stået på, er medlemmer der har modtaget støtte fra kredsens særlige fond, forpligtede til at tilbagebetale det beløb hvormed ydelserne fra kredsens særlige fond og fra Danmarks Lærerforening samt lønnen tilsammen overstiger den løn, den pågældende ville have oppebåret såfremt konflikten ikke havde fundet sted.
§ 7 Disse vedtægter for kreds 86’s særlige fond er vedtaget på generalforsamling den 22. marts 2010.


