Skolen er i udvikling, men går vi den rigtige vej?

Men hvad er folkeskolen i dag? Hvor er den på vej hen? Er den skole, de fleste af os kender, ved at være historie? De ændringer og reformer, der er besluttet inden for de seneste 10 til 15 år har haft radikale indvirkninger på folkeskolen og på vores opfattelse af, hvad skolen er til for. 

Realiteten er, at folkeskolen i dag styres mere og mere på baggrund af markedskræfter. Den er blevet underlagt en politisk ideologi, og der er sket en ensretning i forhold til den pædagogiske tænkning.

Folkeskolen er under stærk indflydelse af en lille, men stærk magtelite inden for den pædagogiske forskning i Danmark. De betragter pædagogik som en teknik, og er optaget af at analysere pædagogik som redskaber, hvor man så at sige fjerner mennesket fra analysen og ser pædagogikken isoleret fra mennesker og kultur. Dette er med til at tilskynde til en skolepolitisk dagsorden med fokus på stram målstyring, koncepttænkning og håb om at finde det eller de enestående redskaber, der kan sikre, at eleverne opnår målene for undervisningen.

Andre forskere, der desværre ikke har den store bevågenhed i politiske kredse og på forvaltnings- og administrationsniveau, fokuserer på pædagogik som afhængig af og i samspil med kultur. Pædagogikken udvikles blandt andet i sammenspil med de elever, lærere og den undervisning, som den er en del af. Dette er også erfaringen blandt fagfolk, der har deres daglige virke i folkeskolen.

Dannelse og fællesskab har svære vilkår i vores målstyrede og resultatorienterede skole. Helt ind i det enkelte klasseværelse gør markedskræfterne sig gældende. Eleverne bliver udsat for test, kontrol og målinger, der skal synliggøre, om de har nået de detaljerede faglige mål for undervisningen. Lærerne styrer mere og mere deres undervisning i forhold til målene for den faglige undervisning. Klasser og skoler skal både sammenlignes lokalt og med skoler andre steder i landet - sågar med alle landene i OECD.

Dette fokus på kvantitative data har gennem de seneste år udviklet sig i rasende fart. Beslutningstagerne i Undervisningsministeriet, de kommunale forvaltninger og i mange af de politiske partier baserer deres uddannelsespolitiske dagsorden for folkeskolen på kvantitative målinger.

Virkningen af disse krav om dokumentation og resultater af undervisningen er ved at ændre den folkeskole, de fleste af os kender. Begrundelserne for at ændre folkeskolen er mange. De mest toneangivende er, at vi står overfor et globalt, multikulturelt samfund, en øget global konkurrence på arbejdsmarkedet, og at vores børn skal have de bedste forudsætninger for at klare sig som medarbejdere på et arbejdsmarked præget af stor international konkurrence.

Men hvad er det, vi i Danmark er kendt for? Vi er det land i Europa, hvor virksomhederne er mest innovative; i forhold til arbejdsprocesser, nye produkter og nye måder at markedsføre sig på. Vi har indtil videre en befolkning med stor uddannelsesmæssig baggrund, vi er kreative og innovative, selvstændige og initiativrige, og medarbejdere og ledere kender værdien af at udvikle i fællesskab. Vores ungdom er kritisk og tør stå imod autoriteter. Det er egenskaber, der er brug for - også i fremtiden, også i et globalt samfund og på et globalt arbejdsmarked.

Det er egenskaber, som folkeskolen gennem årene har bidraget til. Mange af disse egenskaber bliver der mindre og mindre fokus på, da mange politikere og administratorer er mere interesserede i målbare data end den alsidige personlige udvikling af den enkelte elev.

Hvad gør vi så?

Vores nye undervisningsminister har allerede været ude med nogle positive meldinger i forhold til de problemstillinger, folkeskolen står overfor. Mine nytårsønsker til ministeren er blandt andet at give lærerne og lederne på vores folkeskoler deres faglige stemme tilbage, at vi inddrager den faglige ekspertise i de beslutninger, der tages i skolen.

Giv dem det økonomiske råderum, der skal til for at leve op til de politiske mål. Det kan skaffes på mange måder, blandt andet ved at afkorte den lange skoledag.

Men ikke mindst: Giv de kommunale forvaltninger en ny opgave, nemlig den at understøtte lederne og lærerne på de enkelte folkeskoler, når de efterspørger hjælp. Gør det til prestige for kommunale skoleforvaltninger, at de kan bryste sig af et samlet kommunalt skoletilbud, hvor skolerne selv mestrer at holde skole på et højt niveau, og hvor udviklingen af skolen sker med udgangspunkt i de udfordringer, skolerne har.

Projekter igangsat ovenfra skal nøje afstemmes med de udfordringer, skolerne har, så det bliver muligt at indarbejde det nye i skolernes dagligdag.

Vis tillid til, at ledere, medarbejdere og forældrene på skolerne selv skal have og har fingeren på pulsen.